Strandvejsskolen blev opført i 1897 som friskole. Indvielsen fandt sted den 19. august 1897. Eleverne kom fra Vibenshus, Ryesgades og Rådmandsgades Skoler. I 1915 blev skolen kommuneskole, da borgerrepræsentationen besluttede at ophæve betalt skolegang og skellet mellem betalings- og friskoler forsvandt.
I 1918 blev skolen rømmet for at give logi til husvilde på grund af bolignøden efter 1. verdenskrig. Derfor blev eleverne undervist halvandet år på Vognmandsmarkens Skole.
Den 23. marts 1945 blev skolen beslaglagt af den tyske besættelsesmagt, der skulle bruge den til at huse tyske flygtninge. Senere blev skolen benyttet som lazaret. Eleverne blev først undervist i interimistiske lokaler, indtil de kunne blive undervist på Bryggervangens skole fra oktober/november 1945. Strandvejsskolen genåbnede i 1946. I 1999 blev der bygget en ny fløj til skolen. Skolen rummede på det tidspunkt omtrent 520 elever.