Kollektkommissionen blev oprettet i 1795. Formålet var at hjælpe ofrene for branden i København samme år. 'Kollektkommission' kan også forstås som'Indsamlingskommission'.
Den. 1. juli 1795 opfordrede Kongen 'i Tillid til Nationens Ædelmodighed og Velvillighed' landets befolkning til frivilligt at donere penge til brandofrene.
Den 21. september 1795 blev det besluttet at bruge disse til boliger, indbo, klæder og huslejehjælp til brandofrene samt til rejsepenge for de borgere, der ønskede at forlade byen.
Den 23. september 1795 blev det besluttet at oprette Kollektkommissionen til at forvalte og administrere de indsamlede penge. Den 30. september 1795 udpegede magistraten kommissionen bestående af Overpræsident Christian Urne, borgmester Hiorthøy, viceborgmester Flindt, samt rådmand Aage Kaasbøll og rådmand N. Wulff.
I 1799 afsluttedes regnskaberne. Et overskud på 7000 rdlr. blev ved kongelig resolution givet til en fond kaldet Kollektfonden. Denne fond skulle understøtte fattige familier som havde mistet det mest fornødne. I alt blev 150.000 rdlr. indsamlet til Kollektkommissionen gennem indsamling i kirkerne samt gennem kollektbøger, som blev båret fra hus til hus. 3442 familier fik i alt hjælp af Kollektkommisionen, hvilket svarer til et sted mellem 10.000 og 15.000 borgere.