Brødkrumme

Arkiv

Ikke valgt endnu

Gruppe

Ikke valgt endnu

Serie

Ikke valgt endnu

Enhed

Ikke valgt endnu

Brødkrumme

Arkiv:

Ikke valgt endnu

Gruppe:

Ikke valgt endnu

Serie:

Ikke valgt endnu

Enhed:

Ikke valgt endnu

Skaber

Direktoratet for Stadens revision

Om denne skaber

Officielt navn

1937-1995 Direktoratet for Stadens revision
1996-2009 Revisionsdirektoratet for Københavns Kommune

Kaldenavn

1937-2009 Revisionsdirektoratet

Detaljer

Navn Direktoratet for Stadens revision
Periode 1937-​2009
Type Kommunal institution

Beskrivelse

Kommunens revisionsvæsen blev oprettet i 1840. Borgerrepræsentanterne udvalgte fire revisorer blandt byens borgere til at revidere samtlige regnskaber i staden. De valgte revisorers arbejde var oprindelig en talrevision, den kritiske revision blev varetaget af borgerrepræsentationen gennem særlige revisionsudvalg. Regnskaberne blev decideret af cancelliet.

Ved kommunalloven af 1857 overgik decisionen af regnskaberne dog til borgerrepræsentationen. Efterhånden som regnskabernes antal og størrelse tiltog, blev borgerrepræsentationens kritiske revision i alt væsentligt kun en decision, og i 1882 overgik også den kritiske revision til den kommunale revision.

Revisorerne, hvis antal siden 1926 var fem, blev valgt i fire år ad gangen ved forholdstalsvalg, og derefter blev en af dem valgt til formand af borgerrepræsentationen ved flertalsvalg.

Ved kommunalbestyrelsens beslutning af 17. juni 1907 blev en administrativ revision oprettet som et integreret led af direktoratet for stadens hovedbogholderi og revision. Den kommunale revision blev derefter alene en kritisk parlamentarisk revision.

Bestemmelserne om de kommunale revisorer blev fastlagt i vedtægt af 30. december 1912. For den administrative revisions vedkommende foregik revisionen på grundlag af instruks af 24. juni 1907 med tillæg af 19. juni 1911, afløst af bestemmelserne i regnskabsregulativet af 2. januar 1928. I vedtægt for Københavns kommunes regnskabsvæsen og revision af 13. august 1934 blev bestemmelserne for de to revisionsorganer samlet.

Ved kommunalbestyrelsens beslutning af 8. juli 1937 blev den administrative revision fra 1. oktober 1937 udskilt fra direktoratet for stadens hovedbogholderi og revision og etableret som et selvstændigt direktorat, Direktoratet for stadens administrative revision under magistratens 2. afdeling. Pr. 1. april 1938 kom direktoratet under overborgmesterens afdeling.

Ved kommunalbestyrelsens beslutning af 9. februar 1939 blev vedtægten af 1934 erstattet med vedtægt for Københavns kommunes regnskabsvæsen og revision, stadfæstet af indenrigsministeriet den 31. marts 1939, gældende fra 1. april 1939. Direktoratet for stadens administration og revision bliver herefter kaldt Direktoratet for stadens revision.

Ved kommunalbestyrelsens beslutning af 28. marts 1974 blev en ny vedtægt om revision af Københavns kommunes regnskaber m.v. vedtaget og stadfæstet af indenrigsministeriet den 8. maj 1974. Revisionen af kommunens regnskaber blev fra den 1. april 1974 baseret på en enhedsrevision, Direktoratet for stadens revision, der herefter sammenfattede de hidtidige kommunale revisorers virksomhed med den administrative revision. Samtidig blev direktoratet overført fra overborgmesterens ressort til borgerrepræsentationens.

Den 4. december 1997 blev en revisionsvedtægt vedtaget af Borgerrepræsentationen og stadfæstet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet 9. juni 1998. Direktoratets revision omfattede regnskaberne for samtlige institutioner under Københavns Kommune. Revisionsdirektoratet udarbejdede en årlig beretning til Økonomiudvalget. Efter behandling i Økonomiudvalget blev der afgivet en revisionsbetænkning, hvori bemærkninger og indstillinger fra Økonomiudvalget var indarbejdet.

Folketinget vedtog den 29. maj 2007 at ophæve den særlige revisionsordning i Københavns Kommune. Ophævelsen skete med virkning fra 1. januar 2009. Revisionsdirektoratet skulle dog afslutte revisionen af kommunens regnskab for 2008, hvilket skete i løbet af 2009.
Revisionsdirektoratets opgaver blev med virkning for regnskabsåret 2009 overdraget til Deloitte (Ekstern Revision) og Intern Revision.

Regelgrundlag for Direktoratet for Stadens Revision:
Anordning af l. jan. 1840 angående kommunalbestyrelsen i København
Kommunalloven af 1857
Vedtagelse af l0. juli 1882
Borgerrepræsentationens forhandlinger 1882- 83, s. 191 f.
Budgetbetænkning 1926-27
Kommunalbestyrelsens beslutning af 17. juni 1907
Borgerrepræsentationens forhandlinger 1906-07, s. 2236 f., 2277 f.; 1907-08, s. 511 f.
Vedtægt af 30. december 1912
Borgerrepræsentationens forhandlinger 1912-13, s. 1656 f.
Instruks af 24. juni 1907 med tillæg af 19. juni 1911
Regnskabsregulativ af 2. januar 1928
Vedtægt for Københavns kommunes regnskabsvæsen og revision af 13. august 1934
Borgerrepræsentationens forhandlinger 1933-34, s. 1808, till. s. 569
Kommunalbestyrelsens beslutning af 8. juli 1937
Borgerrepræsentationens forhandlinger 1937-38, s. 816 f.
Borgerrepræsentationens forhandlinger 1937-38, s. 2415
Kommunalbestyrelsens beslutning af 9. februar 1939
Borgerrepræsentationens forhandlinger 1938-39, s. 1564 f., till. s. 285 f.
Kommunalbestyrelsens beslutning af 28. marts 1974
Borgerrepræsentationens forhandlinger 1973-74, s.1205-06

Referencer

Starbas ID 24
ASTA7 ID 2e721a67-64b7-45e8-935f-eab0339c7f36

Arkiver skabt af denne skaber (1)

Relaterede skabere