Foreningen er en faglig sammenslutning af jurister og statsvidenskabelige kandidater ansat under Københavns Kommune. Den er medlem af Københavns Kommunalforening og underkastet dens love. Foreningens første bestyrelse blev valgt ved generalforsamlingen den 19. Februar 1918. (Dette er refereret fra ´ Love for Københavns kommunale juristforening´).
Imidlertid viser den korrespondance der er fundet sted mellem Københavns kommunale juristforening og Københavns Kommunalforening, at der har været problemer i forbindelse med Københavns kommunale juristforenings optagelse som særmedlem i Københavns Kommunalforening. Således vælger bestyrelsen i Juristforeningen i 1922 at ophøre med at opkræve kontingent og indtil videre ikke at afholde generalforsamlinger.