HISTORIE OG RESSORT:
I 1866 åbnede C.F. Geismar en manufakturhandel i Hovedvagtsgade 6. På grund af stor efterspørgsel startede C.F. Geismar sin egen produktion. Først med et håndvæveri på Amager i starten af 1880erne.
I 1888 vandt Geismar 1. medalje på Nordisk Industriudstilling i København. Samme år ansøgte han om byggetilladelse til en dampvæverifabrik på Peter Bangs Vej 26. I 1898 brændte fabrikken, men i 1899 ansøgte Geismar om byggetilladelse til at opføre en ny og større fabrik på adressen. C.F. Geismar døde i 1902. Fra 1910 er selskabet registreret som aktieselskab hos Erhvers- og Selskabsstyrelsen.
I 1913 overtog en manufakturhandler fra Randers, August Valbjørn, virksomheden som direktør. I 1921 oprettede han Geismar Dampvaskeri. Vaskeriet vaskede og udlejede de første år linned for hoteller og restauranter, fra 1936 begyndte virksomheden at vaske for private.
I 1924 stævnede Dansk Manufakturhandlerforening Geismar for falsk markedsføring, Geismar vandt sagen. Ved sit 75-års jubilæum beskæftigede virksomheden omkring 300 medarbejdere.
Under krigen stoppede fabrikken produktionen på grund af varemangel, dens aktiviteter bestod herefter af vaskeri og vareudsalg. Vareudsalget fortsatte frem til 1. marts 2003, hvor virksomheden lukkede det sidste udsalgssted på Vesterbrogade.
I løbet af 1980erne overgik vaskerivirksomheden til ISS Linnedservice. Fra 1980 overtog K/S Cevo Invest bygningerne på Peter Bangs Vej. Hovedbygningen blev revet ned i 1989 og erstattet af en moderne kontorbygning. Syning af metervarer og vareudsalg fortsatte og virksomhedens hovedkontor ligger nu i det gamle posthus, Store Strandstræde 21, København K.