Stiftet under navnet Sydslesvigsk Studie- og Hjælpefond på initiativ af Sydslesvigs Udvalg 28.11.1947 med det formål at yde hjælp til sydslesvigere, som søgte uddannelse i Danmark, og som var i trang. Hjæpen kunne ydes til beklædningsgenstande, undervisningsmateriale, skolepenge, boligudgifter, rekreationsophold eller ethvert andet formål, som bestyrelsen fandt rimeligt. Det påhvilede bestyrelsen at drage omsorg for, at hjælpen ydedes på en sådan måde, at alene kulturelle og humanistiske formål fremmedes, mens fondets midler ikke under nogen form kunne anvendes til politisk, herunder grænsepolitisk propaganda. Hjælpen skulle ydes til de ansøgere, der til enhver tid skønnedes bedst kvalificerede og hvis kår i særlig grad motiverede hjælpen. Hjælp ydedes til studenter, håndværkere, gartnere, landmænd og andre, hvis uddannelse og forhold i øvrigt gjorde det sandsynligt, at de efter uddannelse i Danmark ville vende tilbage til Sydslesvig for dér at anvende den i Danmark erhvervede uddannelse. Som følge af Arveprins Knuds tidlige engagement i sagen og dennes overtagelse af protektoratet fik fondet navnet Arveprins Knuds Sydslevsvigske Studie- og Hjælpefond.
Efter fra 1950 at have drevet et lille kollegium på Trianglen 5 på det københavnske Østerbro, købte fondet Brygger Tvedes tidligere villa på Jacobys Allé 13, der fik navnet Arveprins Knuds Kollegium og efter div. ombygninger kom til at omfatte opholdstuer, bolig for økonoma samt værelser for 17 kollegianere. Fondet oprettede desuden 1966 børnehjemmet Lyksborg ved Flensburg fjord, der åbnede i efteråret 1968.