Etableret 1812 og havde indtil 1834 adresse på Frederiksberg Bredegade. Institutionen, der ligeledes rummede sygestuer, flyttedes derefter til Allégade 14.
I 1863 blev fattighuset overflyttet til nye bygninger på Lampevej/ Howitzvej, der rummede lokaler for fattiglemmer og husvilde, celler til sindssyge samt forsamlingslokaler for kommunalbestyrelsen og fattigkommissionen. Bygningens sygestuer betegnedes officielt Frederiksberg Sogns Sygehus (A 330).
1868 opførtes yderligere en ny bygning for fattighuset med lokaler for lemmerne, pejeafdeling og husvildeafdeling. Den ældre fattighusbygning indrettedes derefter til hospital. I 1885 opførtes yderligere en hospitalsbygning. Indtil 1868 ydes fortrinsvis kost og logi til lemmerne. Herefter fungerede institutionen som en egentlig arbejdsanstalt.
Ved århundredskiftet rummede institutionsområdet ved Howitzvej ud over fattighus og hospital alderdomshjem, sygestiftelse, børneoptagelseshjem samt fødehjem. I 1903 udflyttedes institutionerne til institutionskomplekset ved Nordre Fasanvej 57 (nuværende Frederiksberg Hospital).
I forlængelse af socialreformen i 1933 indgik Frederiksberg Kommune i 1936 aftale med Københavns Amt om at måtte bruge amtets arbejdsanstalt, Stolpegården. Pr. 15. maj 1936 lukkede det tidligere Fattighuset, nu Arbejdsanstalten, og bygningen overgik tl hospitalet.