Oprettet 1879 som privatskole under navnet Drengeskolen i Villakvarteret. Navnet ændredes året efter til Frederiksberg Latin- og Realskole. Intentionerne var fortsat de samme, undervisning til og med realeksamen og IV klasses hovedeksamen. Dimissionsret hertil opnåedes 1885.
1885/86 blev skolen slået sammen med L.N.H. Otterstrøms Realskole og opnåede 1889 også dimissionsret til afgangseksamen for studerende. 1907 ændredes navnet til Frederiksberg Gymnasium. Skolen blev overtaget af Frederiksberg Kommune i 1919.
Skolen havde i perioden 1879-1891 adresse på Nyvej 19 og fra 1891 til 1991 på Hollændervej 3-5. Efter nedlæggelsen af Skolen på Niels Ebbesens Vej (A 935) overtog Frederiksberg Gymnasium bygningerne på Niels Ebbesens Vej 10. Gymnasiets bygninger på Hollændervej blev overtaget af Ny Hollænderskolen (A 959).
Den 19. januar 2004 flyttede Frederiksberg Gymnasium til et nyopført gymnasium på Falkoner Plads 2. Gymnasiet overgik pr. 1. januar 2007 til at blive en selvejende institution, men afleverer fortsat arkivalier til Frederiksberg Stadsarkiv.
J.nr. 9-10/1999
Oplysninger fra eksamensprotokoller fremgår desuden frem til 1989 af Indberetninger om studentereksamen, fra arkivet efter Direktoratet for gymnasieskolen og HF, der er afleveret til Rigsarkivet.