Værne- og hjælpeklasserne på Frederiksberg blev oprettet i 1891, og fordelt på diverse skoler. Fra 1910 og fremefter blev det efterhånden et formuleret ønske at få samlet værneklasserne i en selvstændig bygning. Fra 1914 blev fire ud af kommunens seks værneklasser samlet på Skolen på Solbjergvej (A939). Skolen på Solbjergvej var en almindelig folkeskole og må ikke forveksles med værneskolen Solbjergskolen.
Skolen på Solbjergvej blev nedlagt til sommerferien 1933, og dens klasser midlertidigt indkvarteret på andre skoler, indtil Søndermarkskolen, opført i det hastigt voksende landdistrikt, kunne tages i brug d. 3. januar 1934. I Skolen på Solbjergvejs gamle bygning flyttede KFUMs Seminarium (Frederiksberg Seminarium) og Værneskolens klasser ind.
Samme år, 1934, nedlagdes Solbjergvej (ikke at forveksle med den nuværende Solbjergvej). Skolen fik navnet Solbjergskolen. Den 7. januar 1957 flyttede Solbjergskolen fra Nyelandsvej 27 til Dr. Priemes Vej 3 (hvor Falkonergårdens Gymnasium tidligere havde holdt til).
Værneskole eller Hjælpeskolen havde adresse på Nyelandsvej 27, fra 1957-1981 på Dr. Priemes Vej 3. Skolen fortsatte som specialskole, til den i 1981 blev sammenlagt med Søndermarkskolen (A951) og derefter nedlagt.
Værneskolens arkivalier indgår i arkivet efter Skolen på Solbjergvej (A939).