Oprettet 1898 af ´Ungdomsforeningen af 1898´, der samme år stiftedes af kommunelærerinde Anna Boje og udsprang af tidens grundtvigianske højskoler og ungdomsforeninger. Institutionen fungerede i de første år som en art ungdomsklub for piger, der samledes til højtlæsning, sang og syning. Fra 1903 udvidedes aktiviteterne også til at omfatte unge mænd, hvorefter foreningen betegndes ´Ungdomsforeningerne af 1898 og 1903´. 1905 fik foreningen lokaler på Forhåbningsholms Allé 18 og åbnede efterfølgende en dagklub for børn i det såkaldte Schønberg-kvarter. Da klubben serverede the og boller for arbejderkvarterets børn, betegnedes den efterhånden ´Bollen´. I årene 1905-1921 drev foreningen desuden ´Forhåbningsholm Højskole for piger´, sideløbende med dagklubber for børn og aftenklubber for unge. Klubvirksomheden ophørte 1971, da foreningens institution blev omdannet til børnehave under betegnelsen ´Børnehaven ´Bollen´. Institutionen modtog tidligere faste tilskud fra Frederiksberg Kommune og har siden 1971 haft driftsoverenskomst med denne.