Stadslandinspektørens Kontor

HISTORIE OG RESSORT:

Matrikulærvæsenet har rødder tilbage til middelalderen, og 1500- og 1600-tallets beskatning af og afgiftspålæg på jord, der var kronens, adelens og før reformationen også kirkens vigtigste indtægtskilde, og arealanvendelse og særlige takster fortegnedes i sogne- og markbøger, og for godsernes vedkommende i jordebøger.

Som følge af den finansielle krise efter svenskekrigene 1657-1660, og med det formål at skabe et mere ensartet og bedre jordbeskatningsgrundlag for den mere samfundsregulerende enevældige stat, udarbejdes, lige efter enevældens indførelse i 1660, på grundlag af disse fortegnelser og andre indberetninger fra lens(amt)mænd og sognepræster, to matrikler: Kommissions- og Amtstuematriklerne i henholdsvis 1662 og 1664.

Da 1660´ernes matrikler trods supplerende såkaldte ekstramatrikler ikke gav et tilstrækkeligt grundlag for ejendomsbeskatning, gennemførte Rentekammeret med en forstandig klasse af landmålere fra 1681 et nyt matrikuleringsarbejde, der resulterede i Landmålingsmatriklen af 1688 eller Christian V´s matrikel. Den byggede på en metode, hvor den enkelte ejendoms skatteevne skulle fastlægges efter opmåling og bonitering og udtrykkes gennem begrebet hartkorn som enhed for skatteevne ved betaling af hartkornsskatten.

Ved matriklen fra 1688 blev der ikke udarbejdet kort, men efterhånden begyndte man at udvikle den geometriske kortlægning til at frembringe geometrisk korrekte kort. De første var de såkaldte ryttergårdsmålinger, der på samme tid banede vejen for feudalopløsningens landboreformer fra slutningen af 1700-tallet og frem. I forhold til reformerne var den gamle matrikel forældet, og lige efter århundredeskiftet igangsattes under Rentekammerets nyoprettede Matrikelkontor et nyt stort matrikuleringsarbejde, der endte med 1844-matriklen, hvortil der blev udarbejdet et landsdækkende kortværk i stort målforhold - 1:4000. Den nye matrikel var forsat en skattematrikel, men blev ved demokratiets grundlovssikring af den private ejendomsret i 1849 også grundlaget for tinglysning af rettigheder over fast ejendom.

Efter gennemførelsen af 1844-matriklen blev det Matrikelkontorets opgave at vedligeholde og ajourføre matrikuleringen af land- og købstadsejendomme, mens de konkrete sager vedrørende udstykning og sammenlægning af jord for købstædernes og landdistrikternes vedkommende sorterede under henholdsvis Danske Kancelli og Landvæsenskontoret under Rentekammeret. Med det kommende demokratis ændring af centraladministrationens opbygning ved gennemførelsen af ministerialsystemet i 1848, blev Landvæsenskontoret overført til Indenrigsministeriet og sager vedr. købstædernes udstykningsforhold lagt under samme ministeriums Kontor for kommune- og næringssager.

Udstykningen af de enkelte ejendomme blev gennemført af forskellige privatpraktiserende landinspektører, mens den øverste og approberende myndighed var henlagt til den centrale statsadministration. I 1851 var købstadsjordernes udstykning og sammenlægning blevet overført fra Indenrigsministeriets Kontor for kommune- og næringssager til samme ministeriums Landvæsenskontor. Overførelsen var sket i forventning om det større antal udstykningssager, der ville opstå i købstæderne som følge af industrialiseringen og ophævelsen enevældens merkantilistiske restriktioner uden for de gamle bykerner og som netop allerede i 1857 bevirkede at Landvæsenskontoret måtte opdele sin hidtidige arkivjournal LCJ (Landvæsenskontorets Journal), i en almindelige landvæsensjournal (LJ) og en særlig journal for det stærkt stigende antal udstykningssager - UJ-journalen.

Havde købstædernes hidtidige beskatning og matrikulering i århundreder hvilet på særligt udarbejde grundtakster, blev dette grundlag ændret ved en endelig matrikulering af købstadsgrunde- og jorder efter lov af 11.2.1863. Med denne lov og det fortsat stigende antal sager vedrørende købstadsjordernes udstykning og sammenlægning blev dette sagsområde så voldsomt, at det i 1867 måtte frigøres fra Landvæsenskontorets mange opgaver og blev overført til Matrikelkontoret og sagsbehandlet efter dettes journal - MCJ-journalen.

Mens købstædernes matrikulærforhold således var henlagt til Indenrigsministeriets Matrikelkontor, betragtedes landdistrikternes udstykningsforhold stadig som en del af de særlige landøkonomiske forhold og forblev henlagt til Landsvæsenskontoret. Ved oprettelsen af de særlige erhvervsministerier i slutningen af 90´erne overførtes de to kontorer til det nyoprettede landbrugsministerium, men med det stigende antal udstykningssager, der allerede var fulgt med fremvæksten af stationsbyer og de nye sager den samtidige husmandslov ville afstedkomme, blev også udstykning og sammenlægning af landejendomme i 1899 endelig overført til Matrikelkontoret, der herved endelig blev landets samlede statslige matrikelmyndighed.

Selv om de privat praktiserende landmålere og -inspektørers forberedende arbejde ved matrikulærsagerne var overladt til de frie markedskræfter, var udbuddet af denne særlige serviceydelse herfra begrænset i forhold til den store efterspørgsel på matrikuleringsopgaver, der fulgte med Frederiksbergs byvækst i den sidste halvdel af 1800-tallet og efter århundredskiftet. Som andre steder blev også her en mindre gruppe særlig aktive. Tidligst landmåler F.J. Christtreu (1814-1871) og landinspektør V.F.A. Berggreen (1833-1913) og særlig landinspektør N.F. Jensen, der efterhånden kom til at stå bag omkring 95 procent af alle udstykninger i byen.

I 1917 kontaktede Jensen Frederiksbergs kommunalbestyrelse og foreslog, at kommunen kunne købe hans forretning, idet han jo alligevel var nærmest enerådende i området. Selv var han blevet 62 år gammel, og det passede ham utvivlsomt ganske godt, at han på denne måde kunne afhænde sin praksis på en lukrativ måde.

Da kommunen havde et udtalt behov for den viden N.F. Jensen sad inde med og som var opsamlet i hans virksomheds arkiv, og samtidig selv stod over for betydelige opmålings- og udstykningsforretninger i forbindelse med opførelse af kommunalt institutionsbyggeri og gennemførelse af vej- og bebyggelsesplanerne for hele den vestlige del af byen, accepterede kommunalbestyrelsen forslaget. I 1918 kunne Jensen således flytte ind som leder af den samme år oprettede kommunale Opmålings- og matrikulsafdeling på Mynstersvej 5, der siden 1905 havde været Den tekniske Forvaltnings administrationsbygning. På grundlag af Jensen ekspertise og arkiv samt ansatte medarbejde skulle afdelingen dels udøve almindelig landinspektørvirksomhed for private mod sædvanlig betaling, dels udføre opmålings-, udstyknings- og andre matrikelforretninger for kommunen og dels gennemføre detailopmålinger af hele kommunen og ajourføre matrikelkort og andre kortplaner over byen.

I de følgende år kastede Opmålings- og matrikulsafdelingen sig over både de store opmålinger og de planlagte kortarbejder. Landinspektørvirksomheden for private viste sig snart at være en pænt indtægtsgivende forretning, ligesom afdelingen hurtigt fik mange og et stigende opmålings- og matrikelopgaver for kommunen og blev benyttet af de forskellige afdelinger inden for Den tekniske Forvaltning og de øvrige forvaltninger.

N.F. Jensen havde jo nok en følelse af, at det passerede ikke just var populært blandt de praktiserende landinspektører, der nu så i øjnene, at alle kommunale landinspektøropgaver og tillige private blev henlagt til det nyoprettede kontor. Han skrev således i Landinspektørforeningens tidsskrift i 1918 en artikel, der nærmest kunne betegnes som et forsvarsskrift. Her forklarede Jensen, at hans henvendelse til kommunen året før om dens overtagelse af han virksomhed ikke på nogen måde tilsigtes, at få tilvejebragt en ordning, der søger at beskære andre kollegers ret til at øve selvstændig praksis, men derimod den omstændighed, at han gennem sine mange år som landinspektør på Frederiksberg havde et enestående arkiv og kartotekssystem, som ingen unge landinspektører mod betaling var interesseret i at overtage, men som efter hans opfattelse for alt i verden ikke måtte gå tabt.

Jensen sluttede artiklen med at udpege sig selv som en pioner, som standen burde vise taknemmelighed over for: At dettes [Opmålings- og matriklusafdelingen] oprettelse og videre udvikling vil kunne have nogen interesse for standen i almindelighed, må jeg betragte som uomtvistelig, det vil vel ad åre give et fingerpeg i retning af mulig oprettelse af konstituerede Stats- og Kommuneembeder, der udelukkende er forbeholdt landinspektører; det er vist den vej, der skal gås frem til arbejdets sikreste udførelse og til held for landinspektørstanden i henseende til bevarelsen af dens autoritet.

N.F. Jensens forsøg på at gyde olie på vandene lykkedes dog ikke helt. I næste nummer af tidsskriftet skrev landinspektør S.V. Holland Møller således: Når jeg tillader mig her i tidsskriftet at tage ordet i anledning af Frederiksberg Kommunes overtagelse af landinspektør N. F. Jensens forretning, er det ingenlunde for at byde vor ny konkurrent, Frederiksberg Kommune, velkommen i vor kreds, tværtimod; min hensigt med denne artikel er at søge at påvise, at der ved denne overtagelse er sket noget, som absolut aldrig burde have fundet sted, og som kan få de forfærdeligste følger, og, hvis konsekvenserne drages, vil kunne blive skæbnesvangert for mange inden for standen.

Og Holland Møller fortsatte: Lad Frederiksberg Kommune oprette lige så mange opmålings- og matrikulskontorer, den lyster; det er sikkert såre gavnligt for kommunen; men det må ufravigeligt kræves, at den egentlige praksis overlades til landinspektørerne, i modsat fald er vi ude i gyngende forhold, som ingen kan være tjent med. Hvis der ikke snarest skrides ind mod Frederiksberg Kommune, vil det sikkert ikke vare længe, før andre af vore store kommuner, f. eks, Gentofte, der i så meget har benyttet Frederiksberg som forbillede, følger efter, og den slags ting må ikke overlades de enkelte kommuner.

Der var tydeligvis kold luft mellem N.F. Jensen og de nøvrige landinspektørstand, og han - der tidligere havde været en af frontfigurerne i Landinspektørforeningen - var i de kommende år genstand for mange diskussioner. I juli 1919 skrev Landinspektørforeningens formand, der i øvrigt selv havde landinspektørforretning på Frederiksberg Allé, til Frederiksbergs kommunalbestyrelse med en opfordring til, at kommunen nedsatte et udvalg til at forhandle uoverensstemmelserne med foreningen.

Det var imidlertid ikke let at nå frem til et forlig, og lettere blev det ikke af, at Den tekniske Forvaltning siden 1920 havde haft planer og forhandlet med Landbrugsministeriet om at gå et skridt videre og at kommunalbestyrelsen på den baggrund i fuld enighed 19. februar 1923 besluttede at oprette et egentligt kommunalt matrikelvæsen med egen myndighed på området, når den fornødne lovhjemmel var opnået. Da Landbrugsministeriet ved disse underhåndsforhandlinger allerede havde stillet sig velvillige i forhold til et lovforslag i den retning, bøjede Landinspektørforeningen af og foreslog i et brev til borgmester Godskesen en uge efter beslutningen i kommunalbestyrelsen, at foreningen kunne acceptere Frederiksberg Kommunes planer under forudsætning af at kommunen skulle indbetale 4.000 kr. til Landinspektørforeningen og at de i stadslandinspektørembedet ansatte landinspektører skulle give afkald på praksisretten uden for kommunens område.

Kommunen tiltrådte forligsoplægget, men da praksisspørgsmålet ikke indgik i det lovforslag, landbrugsministeren fremlagde i Landstinget 11. april, foranledigede det Landinspektørforeningen til fire dage efter forslagets første behandling, den 17. april 1923, at skrive til N.F. Jensen med et pragmatisk forlag om, at dette kunne klares ved en erklæring fra de ansatte landinspektører om, at de gav afkald på retten til at praktisere uden for kommunen.

Allerede dagen efter forelå den ønskede erklæring, underskrevet af såvel Frederiksberg Kommune som af Landinspektørforeningen. Den tilkendegav, at praksisspørgsmålet ville blive indskrevet i reglementet for det kommende matrikelvæsen for Frederiksberg og sluttede i øvrigt af med ordene: Landinspektørforeningen tilsiger sin støtte til nævnte lovs gennemførelse. Dermed var Landbrugsministeriets hidtidige betænkelighed, og den eneste mislyd der rejste sig under lovforslagets anden behandling i Landstinget den 20. april, ryddet af vejen. I den forbindelse kunne landbrugsministeren samtidig oplyse tinget om, at ministeriet for at sidestille de to hovedstadskommuner, på forslag fra Frederiksberg Kommune, ville søge at få samme bestemmelser om praksisforholdene optaget i det tilsvarende reglement for København Kommune.

Ved den følgende tredje behandling ønskede ingen medlemmer ordet, og da Folketingets medlemmer indtog samme stilling, fik lovforslaget en hurtigt og helt problemfri politisk behandling i Rigsdagen og opnåede tilslutning fra alle sider. Netop sidestillingen mellem de to hovedstadskommuner var afgørende for både Landbrugsministeriet, regeringen og Rigsdagens velvilje over for lovforslaget. Hertil kom, at forholdene på området i de to byer blev anset for forholdsvis ensartede og, som det udtryktes i lovforslagets bemærkningerne, at Frederiksberg danner en enklave i København.

Med forskellige ressortoverførelser i den sidste del af 1800-tallet var det danske matrikulærvæsen, på nær det for København, endelig blevet centraliseret til ét i centraladministrationen ? Matrikelkontoret under Landbrugsministeriet. Da antallet af udstykningssager allerede var blevet forøget yderligere som følge af købstædernes og stationsbyernes vækst, og af samme grund og som følge af den nye husmandslov i 1919 ville vokse endnu mere, blev Matrikelkontoret samme år omdannet til Direktoratet for Matrikelvæsenet og ligestilledes senere med selve departementet.

Efter Rigsdagens færdigbehandling af det frederiksbergske lovforslag i de sidste dage af april og den sædvanlige tur omkring Christian X, kunne det d. 8.maj bekendtgøres som lov nr. 187 af 1.maj. 1923 om Matrikulsvæsenet i Frederiksberg Kommune. Herved kunne Frederiksberg Kommune løsrives fra dette landsdækkende matrikelvæsen og overtage matrikelmyndigheden fra Direktoratet for Matrikulsvæsenet, når kommunalbestyrelsen havde vedtaget et reglement for sit kommunale matrikelvæsen og dette var godkendt af kongen/ Landbrugsministeriet. Væsenet skulle styres af en af kommunalbestyrelsen valgt stadslandinspektør, hvis udnævnelse endvidere skulle stadsfæstes af ministeriet.

Først efter en længere sagsbehandling i såvel Den tekniske Forvaltning som direktoratet og Landbrugsministeriets departement kunne reglementet endelig træde i kraft pr. 1.1.1925. Opmålings- og matrikulsafdelingen overtog herved, under stadslandinspektørens ledelse og ansvar, som loven foreskrev, de myndigheds- og approbationsopgaver, der for Frederiksbergs vedkommende hidtil havde været henlagt til det statslige direktorat. Afdelingen fik samtidig eneret på alle private landinspektøropgaver på Frederiksberg, idet det dog som forudsat ved lovforberedelsen præciseredes, at afdelingens ansatte ikke måtte udøve landinspektørpraksis uden for kommunen. De opgaver, der tidligere var tillagt Opmålings- og matrikulsafdelingen, blev uddybet i detaljeret form, ligesom det i flere paragraffer blev fastlagt, hvordan afdelingen skulle samarbejde med de øvrige forvaltninger og ikke mindst Den tekniske Forvaltnings andre afdelinger ved vejanlæg, behandling af byggesager og den fremtidige regulering af byens bebyggelse.

I forbindelse med reglementets ikrafttrædelse overtog Opmålings- og matrikulsafdelingen fra direktoratet det arkivmateriale, der vedrørte Frederiksberg ? samtlige udstykningssager og matrikelprotokoller helt tilbage fra begyndelsen af det forrige århundrede. Selv om N.F. Jensen nu havde rundet de 70 og aldrig opnåede at blive udnævnt til stadslandinspektør, konstitueredes han i stillingen, som han bestred indtil sin død i 1930. Med reglementets nyorganisering af Opmålings- og matrikulsafdelingen, den arkivalske kontinuitet fra N.F. Jensens praksis og direktoratet samt de spidskompetencer som både Jensen og hans mangeårige assistent og efterfølger, stadslandinspektør S. Broholm, besad, var der lagt et robust fundament for de udforinger, som Frederiksbergs matrikelvæsen kom til at stå over for i det 20. århundredes kommende årtier.

I lyset af den kommende strukturreforms ressortflytning fra 2007 fra de gamle amter til de nye storkommuner og regioner samt staten og dermed også afhøvlingen af hovedstadskommunernes amtskommunale opgaver og øvrige særstatus, blev det første skridt taget til afvikling af de to kommuners selvstændige matrikelvæsen. Kort før jul 2009 vedtog Folketinget den nye lov, der ophævede Frederiksbergs (og Københavns) selvstændige matrikelvæsen pr. 1. oktober 2010. Herved overgik myndigheden på området til Kort- og matrikelstyrelsen, mens alle matrikulærforretninger (udstykninger, skelafsætninger o.l.) samt ejerlejlighedssager ikke længere kunne rekvireres i kommunen, men alene hos privatpraktiserende landinspektører.