Husholdningsregnskaberne fra dagligdagen på Kanonvej 8 (siden 7) viser, hvordan man betalte for lægens besøg i 1957, at hønseringe kostede 50 øre, at børnene fik 7,50 kr i lommepenge hver måned. Da familiens økonomi blev stærkere, tegnede de teaterabonnement, og luksus som cognac og cigaretter blev en mulighed. Cigaretterne røg dog hurtigt ud igen. Bøgerne afslører en glimrende kok med forkærlighed for chokolade, svinemørbrad og æblekage. Bøgerne afslører også Gudrun Pedersens vej til et langt og godt liv. Hun spadserede regelmæssigt fra Kagsåkvarteret til enten Herlev eller Lyngby. Bøgerne er ikke dybt personlige, men viser hverdagen i glimt for den skarpe iagttager.