Peter Jessen Petersen blev født i den tyske del af Sønderjylland i 1901. Han var på højskoleophold i Danmark 1919-21, tog derefter præliminæreksamen og blev færdig som dyrlæge i 1930. Samme år, altså 1930, købte Peter Jessen Petersen afdøde dyrlæge Frederiksens praksis i Bagsværd. Foruden at drive landdyrlægepraksis i Bagsværd, udnævntes han til stadsdyrlæge og skulle kontrollere både dyr og fødevarebutikker i kommunen. Da der udbrød angina-epidemi i København, var det dyrlæge Jessen Petersen og kommunelæge Bardram, der hurtigt fik identificeret, hvorfra smitten kom. Dyrlæge Jessen Petersen opgav sin private praksis omkring 1950, da arbejdet som stadsdyrlæge krævede hans fulde opmærksomhed.