Bagsværd Kostskole åbnede 1. september 1908. Alle elever det første år var dagelever, men i skoleåret 1909/10 kom de første tre kostelever. Skolen hed først Bagsværd Kostskole, men kort tid efter kom den til at hedde Lawaetz Kostskole efter grundlæggeren. Da Herman Lawaetz forlod skolen i 1912 for at gå nye veje, skiftede skolen atter navn til Bagsværd Kostskole. Bagsværd Kostskole fik hurtigt flere elever, og man byggede løbende til ind- og udvendigt. I 1960´erne havde skolen nået et elevtal i omegnen af de 800 og dette niveau holdes den dag i dag. Bagsværd Kostskole breder sig over et stort område og råder over mange forskellige bygninger.