Foreningen Fængselshjælpen var en privat forening, der blev stiftet i november 1902 i København. Formålet var at hjælpe løsladte fanger eller lovovertrædere, der ikke blev straffet. Undtagelsesvis kunne foreningen sågar påtage sig at hjælpe personer, der ikke havde gjort noget strafbart, men som i kraft af det miljø, de færdedes i, var potentielle kriminelle.
Fængselshjælpens formål blev nået gennem forskellige tiltag. Blandt andet ved at hjælpe de tidligere kriminelle med at komme i arbejde, med tøj, værktøj, betaling af husleje med mere. Desuden oprettede de institutioner, blandt andre Optagelses- og iagttagelseshjemmet Stengården.
Den første forstander på Stengården blev Poul Brummerstedt-Hansen, kaldt Brummerstedt. Han fungerede fra 1921 til 1952. Brummerstedt havde en landbrugsuddannelse, og havde tidligere været ansat som forstander på optagelseshjemmet Arbejde adler. Hans efterfølger blev Johannes Petersen, som dog hurtigt blev afløst af Holger Nielsen.
Stengården havde oprindelig plads til ti drenge, men i årenes løb fik de udvidet pladsen til tyve. Normalt nåede cirka 50 drenge at blive indskrevet i løbet af et år, så udskiftningen var stor.
Drengene var enten henvist af et værgeråd eller havde fået en dom, der blev gjort betinget af, at de kom under Fængselshjælpens tilsyn. Optagelses- og iagttagelseshjemmet Stengården var således ikke et fængsel, men en slags opdragelsesanstalt. Drengene havde oftest haft flere skærmydsler med politiet inden de kom til Stengården.Ved en fornyelse af retsplejeloven i 1952 skete det, der helt gjorde det af med Stengården som optagelses- og iagttagelseshjem. Her blev det nemlig gjort til et krav, at alle drengene kunne få eget værelse. Dette ville fordre en ombygning af gymnastiksalen på Stengården til enkeltværelser og ville betyde, at hjemmet skulle benytte Stengårds skoles gymnastiksal flere timer ugentligt. Det var øjensynligt et problem, som oven i de øvrige nye regler gjorde det helt af med hjemmet. I Fængselshjælpens beretning for 1955 kan man læse, at de havde måttet nedlægge optagelseshjemmet Stengården, idet hjemmet bygningsmæssigt måtte betegnes som utidssvarende.
Ved gennemgang af Hof- og statskalenderen fra årene 1947 til 1957 kan man se, at antallet af statsanerkendte optagelses- og iagttagelseshjem falder lidt frem til 1955, hvorefter antallet halveres. Engelsborg fik lov at eksistere efter lukningen af Stengården.
