Bytoften 1 blev bygget af Gladsaxe almennyttige Boligselskab i 1954-55, og stod fuldt indflyttet før jul 1955. Her var 123 rækkehuse, alle med to værelser og to kamre og 76,40 etagemeter. Fra grundene blev købt i 1950 til byggeriet begyndte, gik der ret lang tid på grund af mangel på både murere og mursten. Derfor endte husene med at blive bygget i beton. Over årene foregik en konstant og meget omfattende vedligeholdelse af byggeriet, men stadig var en stor del af boligerne efterhånden af så ringe stand, at boligerne efter mange ekstraordinære generalforsamlinger og tilladelser fra mange instanser blev dømt til nedrivning i 2012. Lejerforeningen Bytoften blev stiftet 7. februar 1956 og var i funktion til de sidste bygninger blev jævnet med jorden i 2013. Lejerforeningens sidste handling var at aflevere deres arkivalier til Gladsaxe Byarkiv.