I 1901 begyndte udstykningen af Søborggårds jorder. Det blev til det område, der kaldtes Villabyen Søborg. Alt manglede i området. Vejbelysning, kloakering, trafikforbindelser, skoler, renovation mv. I folkemunde kom Søborg til at hedde Pengeløse Overdrev. Men der kom efterhånden skik på tingene. Ikke mindst takket være Søborg Grundejerforening, der blev stiftet 18. oktober 1905. Forud var gået flere måneders arbejde med at udarbejde vedtægter for den nye forening. Foreningen var således godt rustet, da den officielt gik i gang med arbejdet. Og foreningen har været god til at passe på sine arkivalier, så der er meget at hente på Gladsaxe Byarkiv for de, der interesserer sig for foreningens historie.