Skolekommissionen fungerede i perioden 1872-1989, forhandlingsprotokollerne for perioden 1938-1943 mangler, Benævnt A-I-1 i BKFs henlæggelsessystem. Med loven af 18. marts 1871 blev tilsynet med det kommunale skolevæsen igen lagt i hænderne på en skolekommission. Skolekommissionerne var ellers blevet nedlagt med forordningen af 1841 der havde ført til oprettelsen af sognerådforstanderskaberne og samlingen af den kommunale administration. Med omlægningen blev opgaverne ført ind under sogneforstanderskaberne. Den genoprettede skolekommission blev valgt for 3 år af gangen og den valgtes samtidig med valgene til sognerådet. Kommissionen skulle ifølge loven bestå af sognepræsten og 2 fra sognerådet. Det var dog ikke muligt for lærerne selv at blive valgt til skolekommissionen. Sognerådet havde ingen myndighed over skolekommissionen men var de utilfredse med kommissionens afgørelser kunne sognerådet klage til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsnet. Modsat kunne skolekommissionen forlange at sognerådet tog stilling til dens indstillinger med hjemmel i loven af 18. marts 1871 § 2. Skolekommissionen varetog det nærmeste tilsyn med skoleundervisningen og lærernes embedsudførsel.