Lyshøjskolen er fra 1969. Den blev planlagt og sat i gang af Eltang-Vilstrup Kommune til erstatning for den gamle skole i Strandhuse og den store Strandhuse Skole, der var bygget i 1954, men for lille til bydelens store vækst. Lyshøjskolen blev bygget efter det såkaldte Fynsplan system, hvis idé var, at skolen løbende kunne udvides efter behov uden at det gik ud over arkitekturen. Midt i skolebyggeriet løb kommunen tør for penge, hvilket medførte, at Eltang-Vilstrup blev en del af Kolding Kommune allerede i 1969, og skolen kunne indvies i 1969.
Skolen er gentagne gange siden blevet udvidet med klasseklynger, idrætshal og som den første i Kolding med et multihus, baseret på økologi og opført i 1998. Multihuset er senere efterlignet på andre skoler.
Skolen er i et plan, opdelt i 6 områder, hvor eleverne har klasselokaler i 4 aulaer, opdelt efter årgangene. Herved oplever eleverne "en lille skole" i den store skole. Skolen fungerer som 3-delt skole, hvor eleverne befinder sig enten i afdelingen for 0. – 3.klasse, afdelingen for 4. – 6. klasse eller på Lyshøj Nord, som er afdelingen for 7. – 9. klasse.