Sct. Georg Gårdens børnehave er en ældre institution, der den 1. april 1970 blev indviet af daværende Borgmester, Jørgen Christiansen.
Institutionens tilbliven (fra artikel ved 40 års jubilæum)
I slutningen af 1960'erne arbejdede politikerne i Danmark på en sammenlægning af kommunerne til større enheder, der skulle være på plads inden 1. april 1970. I Frederikssund blev der arbejdet med en sammenlægning af Frederikssund Kommune med de mindre kommuner omkring Frederikssund til en ny storkommune. Det fremgår af det historiske materiale, at Oppe Sundby-Snostrup kommune, der ønskede sammenlægning med Frederikssund kommune, manglede børneinstitutioner.
Inden sammenlægningen ønskede kommunen at bygge en eller to børnehaver, men problemet var, at regeringen havde indført et bygge- og anlægsstop. Imidlertid var der åbnet en mulighed for opførelse af private eller selvejende institutioner, såfremt der kunne etableres et samarbejde mellem en kommune, og en privat organisation.
Sct. Georgs Gilderne i Frederikssund rettede henvendelse til Oppe Sundby-Snostrup sogneråd, og Sct. Georgs Fond som var etableret i 1966. Dett mundede ud i et samarbejde mellem Sct. Georgs Gilderne i Frederikssund, og Oppe Sundby-Snostrup sogneråd samt Sct. Georgs Fonden om at opføre en børnehave til 40 børn beliggende i Tollerupparken 2-4. Oppe Sundby-Snostrup sogneråd tilskødede Sct. Georgs Fonden vederlagsfrit en byggegrund, og Sct. Georgs Fonden påtog sig opgaven med at bygge en børnehave sammen med Sct. Georgs Gilderne i Frederikssund, der udover dette påtog sig at lede driften af institutionen i tiden fremover.