Folkeregistre blev indført i Danmark ved lov 14. marts 1924.
Folkeregistrene blev i 1968 omlagt til Det Centrale Personregister, og i 1978 bortfald pligten til at opbevare de gamle folkeregisterkort.
Folkeregistrene blev etableret med det primære formål at dække behovet for personoplysninger i den kommunale administration, men herudover dog også at betjene statslige myndigheder og private, der ønskede oplysninger om aktuelle adresser. Grundlaget for de folkeregistrene var en almindelig folkeoptælling den 5. november 1924, i København, Frederiksberg og Gentofte kommuner dog den 1. februar 1923.
Folkeregistrene var baseret på tre kartoteker:
1) Hovedkortregistret, der bestod af et kort for hver familie med bofælllesskab eller for en enlig (over 15 år) og indeholdt alle de registrerede oplysninger for personerne, herunder de nødvendige oplysninger for at kunne fremstille valglisterne.
2) Afganqsregistret der indeholdt hovedkort for personer, der var fraflyttede eller døde.
3) Navneregistret der indeholdt oplysninger om navn og adresse og fungerede som index til hovedkortregistret.
Indtil 1978 blev følgende oplysninger registreret på folkeregisterkortene:
Personoplysninger: for- og efternavn, pigenavn, navneændringer, fødselsdata, fødested, ægteskabelig stilling og vielsesmyndighed, erhverv, stabsborgerforhold, stilling i husstanden, trosbekendelse eller folkekirkeforhold, børn under 15 år herunder adoptivbørn, og fra 1968 CPR-nummer.
Bopælsoplysninger: Flytninger til og fra kommunen, adressebeskyttelse.
Andre oplysninger: Umyndiggørelse, konkurs (indtil 1956), straf (indtil 1956), fattighjælp (indtil 1962), skat (indtil 1973), lægdsrullenummer (1956-1973), folke- og invalidepension (1956-1973), børnebidragspligt (1956-1959), valgret (1956-1973), offentlig sygesikring (1935-1973), anmærkning om forældre samt andre mindre betydningsfulde oplysninger.
