En ny luftværnslov af 29. april 1938 udgjorde grundlaget for oprettelsen af Det Civile Luftværn fra 1939 kaldet Statens Civile Luftværn.
Luftværnsloven bemyndigede også ministeren til at pålægge værnepligtige, der ikke var udskrevet til militærtjeneste, at medvirke til civil beskyttelse i forbindelse med luftværnsforanstaltningerne. Dermed var CB - Civilt Beredskab - etableret.
Efter afslutningen af 2. verdenskrig fortsatte man med CB-beredskaberne i både kommunalt og statsligt regi, fra 1. april 1949 videreført som et civilforsvar med oprettelsen af Civilforsvarsstyrelsen.
Med virkning fra 1. januar 1992 blev Statens Brandinspektion og Civilforsvarsstyrelsen sammenlagt til Beredskabsstyrelsen, og alle forhold vedrørende katastrofeberedskabet blev overflyttet til Indenrigsministeriet.
Kommunen var imidlertid fortsat forpligtet til at opretholde et krigsberedskab. Først pr. 1. juli 2003 blev den sidste rest af det oprindelige civile beredskab/civilforsvar formelt nedlagt.