Født 20. feb. 1915 i København som søn af møbelarkitekt Oscar Valdemar Rasmussen og Ingeborg Astrid f. Møller. Han blev handelsuddannet, men arbejdede inden for forskellige brancher bla. producerede han marmelade en overgang. Skriveriet trak mere og mere og levevejen blev forfatterskabet. Rasmussen blev gift med oversætter Elisabeth Rasmussen og de fik sønnen Lars. I begyndelsen af 50erne flyttede den lille familie til Fredensborg og bosatte sig i Enghuset, Langstrup den senere Humlebækvej 28, matr. 39 Langstrup By og blev herved genbo til Højsager Mølle. Det var en stor omvæltning for familien og i 1956 skrev Knud Rasmussen bogen "Et lille hus på landet". I over 25 år redigerede han ugebladet "Hjemmets" "Sådan er Livet" under navnet Knud Rask. Han engagerede sig i nærmiljøet og arbejdet omkring renovering af Højsager Mølle gennem Selskabet til gamle bygningers bevarelse havde hans bevågenhed.
Knud Rasmussen skrev bla. under pseudonymer som Bookman, By-Bonden, Knud Rask, Kraks, Lydpotten, Rasmus og Sir Blue. Rasmussen dør 25. juni 1993 og blev begravet på Asminderød kirkegård.