Indsamlingen består af interviews, skriftlige beretninger og fotografier. I alt er der indsamlet fortællinger fra 13 ukrainske flygtninge, 2 daglige ledere af indkvarteringssteder, samt 2 danske frivillige fra Aid Ukraine Denmark.
Der er blevet udfærdiget flere interviewguides. I guiden til interview med flygtninge fra Ukraine fokuseres på følgende emner: Baggrunden i Ukraine, flugten, mødet med København og københavnerne, dagligdagen i byen, kontakten til Ukraine og synet på fremtiden. For at sammenfatte og konkretisere ukrainernes egen oplevelse af mødet med København, er de blevet opfordret til at beskrive deres møde med København i fem ord. De er desuden blevet bedt om at udvælge og fortælle om 5-10 fotografier, som de selv har taget, eller har fået en anden til at tage for sig af dem (en form for selfie). Fotografierne skulle give et visuelt indtryk af deres møde med København og helst være uden personer. Flere valgte dog ikke at bidrage med fotografier.
Daglige ledere har vist rundt på indkvarteringssteder og er blevet interviewet om dagligdagen på stedet og om deres egen oplevelse af, at have bidraget til modtagelsen af de ukrainske flygtninge. Frivillige fra hjælpeorganisationen Aid Ukraine Denmark er blevet spurgt om organisationens hjælpearbejde og deres personlige engagement og møde med ukrainerne.
Interviewene er blevet gennemført som enkelt interview. De har haft en varighed af en halv til halvanden time og er optaget på lydfil, der siden er blevet sammenfattet og/eller skrevet ud. Interviewene er primært blevet gennemført på Københavns Stadsarkiv, men også på indkvarteringssteder. Interview med ukrainere er udelukkende blevet gennemført på engelsk, da der ikke var midler til oversættelse og tolkning. Dette har udelukket fortællinger fra bestemte grupper af flygtninge fx de ældre og kortest uddannede.
Ukrainske interviewpersoner er blevet rekrutteret igennem frivillige hjælpeorganisationer (primært Aid Ukraine, Denmark). En enkelt er blevet rekrutteret igennem indkvarteringssted. I løbet af
indsamlingsperioden blev der desuden etableret et samarbejde med Studieskolen. Skolen havde et hold Ukrainske flygtninge i efteråret 2022, der fik engelsk undervisning, og som led i undervisningen afleverede de fotos og korte engelske beskrivelse af deres møde med København. Holdet afleverede materialet ved besøg på arkivet i december 2022, og det indgår i indsamlingen.