KLIENTSAGER 1960-1971.
Sagerne, der var personsager, har været administreret af forvaltningens daværende lokaladministration - socialkontorerne.
Socialkontorerne administrerede sagsområder, der kunne henføres til ´Lov om offentlig forsorg´ og medvirkede tillige ved behandling af sager vedrørende folke- og invalidepension samt hjælp til kronisk syge. Fra 1959 tillige ved behandling af sager om enkepension.
Den der ønskede hjælp, henvendte sig til socialkontoret i den bydel, hvor pågældende boede.
Det var da kontorets opgave - ved at udspørge den pågældende - aflægge besøg i hjemmet, og iøvrigt søge oplysninger om den pågældende, at bedømme ´trangen´ hvorfra den stammede, og på hvilken måde den bedst kunne afhjælpes. Der blev optaget ´afhøring´, og det gjaldt i vidt omfang, at socialkontorerne selv kunne tilstå hjælp.
Hvor dette ikke var tilfældet - eller hvor der viste sig tvivl eller vanskeligheder, blev hjælpen tilstået af forvaltningens centraladministration.
Såsnart socialkontoret havde foretaget afhøring og undersøgelse, blev sagen fremsendt til centraladministrationen, der foretog det videre fornødne med hensyn til en eventuel juridisk prøvelse - herunder korrespondance med fremmede kommuner etc.
Forvaltningen har igennem perioden 1960-1971 haft 9 socialkontorer fordelt i de forskellige bydele. Der henvises konkret herom til Københavns Kommunalkalender.
En oversigt over de afleverede klientsager fremgår fra side 3.
Det bemærkes, at hvor der ud for løbenummer for de afleverede sager er anført A, henviser dette til: ´ Sager om ydelse af hjemmehjælp til ældre personer mod betaling af den fulde udgift´.
[Afleveringsfortegnelse fra Magistratens 3. afdelings arkiv, juni 1992]