1998 Oprettet.
2001 Nedlagt. 1. januar 2002 sammenlagt med TIC København-Frederiksberg.
Erhvervscentret tog sig af erhvervsfremmeaktiviteter, som var rettet direkte mod små virksomheder og iværksættere. Det drejede sig bl.a. om rådgivning, iværksætterkurser, et iværksættercenter, henvisning til anden rådgivning, kommunens nyhedsbrev til virksomhederne (VirksomNyhed) og støtte til virksomheder i forbindelse med den kommunale sagsbehandling.
Resume fra Økonomiudvalgets beslutningsprotokol (27. nov. 2001) - J.nr. ØU 337/2001:
Borgerrepræsentationen besluttede i 1998 etableringen af Københavns Erhvervscenter og TIC København-Frederiksberg som et direkte rådgivnings- og kursustilbud til iværksættere og små og mellemstore virksomheder i Københavns Kommune.
En arbejdsgruppe med repræsentanter fra Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, TIC Danmark, Københavns Erhvervscenter og TIC København-Frederiksberg har overvejet den fremtidige organisering af erhvervsfremmearbejdet i Københavns og Frederiksberg Kommuner og anbefaler en sammenlægning af de to centre i en selvstændig juridisk enhed pr. 1. januar 2002. Sigtet med sammenlægningen er at skabe en entydig indgang for virksomhederne til det kommunalt og statsligt finansierede rådgivningstilbud, samt at realisere stordriftsfordelene.