Stadslægeembedet

Stadslægeembedet i København kan føres tilbage til 1668, da den første stadsfysikus fik kgl. bestalling med udtrykkelig angivelse af hans embedspligter, som hovedsagelig bestod i at føre tilsyn med apotekerne og det øvrige medicinalpersonale; desuden skulle han forblive i byen og hjælpe de syge, når der var pest, hvad disse dog selv måtte betale ham for.

For øvrigt havde staden allerede længe forinden af og til haft en offentlig ansat læge, om hvis embedsforhold der dog ikke haves sikre oplysninger. Heller ikke i den følgende tid har stadsfysikatet haft en fast karakter. Først den 23. marts 1813 blev der udfærdiget en meget udførlig instruks for stadsfysikus, som i en årrække om end med afbrydelser havde haft sæde i magistraten som lægekyndig borgmester eller viceborgmester (rådmand) og i det hele havde haft en ret uklar stilling.

I nævnte instruks, som i sin helhed forblev gældende indtil 1922, pålagdes det stadsfysikus »at påse alt, hvad der hører til at forbedre og bevare stadens indvåneres sundhed«, altså i det væsentlige det samme som nu, alene med undtagelse af, at det egentlige retslægevæsen og enkelte mindre forretninger er udskilt fra embedet.

Ved kommunalloven af 4. marts 1857 § 11 omdannedes stadsfysikatet til det nuværende stadslægeembede. Herefter er stadslægen en kommunal tjenestemand, der vælges af kommunalbestyrelsen og lønnes af kommunen, men har visse statslige funktioner, der i 1922 blev nærmere fastsat i Instruks for stadslægen i København. Den blev igen ændret ved indenrigsministeriets godkendelse i 1974 af bestemmelser for stadslægeembedet i København s statslige funktioner.
I henhold hertil var stadslægeembedet i Københavns kommune rådgiver for statslige myndigheder i lægelige, hygiejniske, miljømæssige og socialmedicinske forhold. Stadslægeembedet bestod af stadslægen og 3 embedslæger.

I miljømæssige forhold skulle stadslægeembedet yde sagkyndig bistand til de myndigheder, der nævnes i miljøbeskyttelsesloven, i vandløbs- og vandforsyningslovgivningen, i lov om levnedsmidler samt i bygnings-, boligbyggeri-, boligtilsyns- og naturfredningslovgivningen.

Stadslægeembedets pligter i forhold til arbejdstilsynene og til direktoratet for arbejdstilsynet blev fastsat af indenrigsministeriet efter forhandling med arbejdsministeriet og Københavns magistrat.

I socialmedicinske forhold skulle stadslægeembedet yde sagkyndig bistand for statslige myndigheder ved disses planlægning og tilrettelæggelse af :
a) sundhedsplejerske- og hjemmesygeplejerskeordninger,
b) jordemoderordninger,
c) skolelægeordninger,
d) det primære og institutionaliserede social- og sundhedsvæsen,
e) lokalkomiteer vedrørende alkohol- og stofmisbrug,
f) udvalg i henhold til § 23, stk. 2 og 4 i lov om sygesikring,
g) øvrige opgaver vedrørende social- og sundhedsmæssige forhold.

Stadslægeembedet hørte i faglig henseende under Sundhedsstyrelsen og førte på dennes vegne tilsyn med den virksomhed, der blev udøvet i kommunen af apoteker, læger, tandlæger, jordemødre, sygeplejersker, terapiassistenter m. H. (medicinalpersonalet).
Stadslægeembedet kunne søge vejledning i alle spørgsmål af sundhedsmæssig karakter og kunne forelægge enhver af de til embedet indkomne sager til udtalelse i sundhedsstyrelsen.

Fødselsprotokoller (de såkaldte jordemoderprotokoller) er afleveret til Rigsarkivet.