Kontoret for boligsikring blev oprettet i 1958. Opgaverne lå tidligere i Byggestøttekontoret under Ejendomsdirektoratet.
Boligsikringskontoret varetog udover principielle spørgsmål vedrørende boligsikring den daglige administration af boligsikringsloven for andre end pensionister, bevilling af lån til betaling af beboerindskud, sager om huslejetilskud og beboerindskud til sanerings- og kondemneringsramte. Kontoret tog sig også af kontrollen med beboere af lejligheder, der på grund af ekstraordinært kapitalindskud fra det offentlige blev udlejet til særlig nedsat leje. Endelig behandlede kontoret sager om anvisning af bolig til husvilde.
I henhold til lov om offentlig forsorg § 127 var kommunerne forpligtede til at skaffe en familieforsørger og hans familie, som uden egen skyld var blevet husvilde, det fornødne husly mod en rimelig betaling. Til at opfylde denne forpligtelse rådede kommunen over en række ejendomme. Den 31. marts 1973 udgjorde antallet af familier under husvildeforsorgen 155, omfattende 701 personer.
I 1978 overgik opgaverne til Sikringsafdelingen, afsnit for boligsikring.