Tvangs- og arbejdsanstalten på Ladegården

Ladegården var oprindelig en avlsgård opført af Christian d. 4 i 1623. Den lå omtrent hvor Radiohuset på Rosenørns Allé ligger i dag. I 1651 blev avlsgården nedlagt og sindssygehospitalet Sankt Hans flyttede ind. Bygningerne blev en overgang brugt som krigshospital, men fra 1769 til 1816 var det igen Sankt Hans hospital, der havde til huse i Ladegården.

I 1822 indrettede Københavns kommune en arbejdsanstalt for fattige og husvilde i hospitalets lokaler. Anstalten blev bestyret af ´Kommissionen for de Fattiges Beskjeftigelse´. I 1833 blev en tvangsarbejdsanstalt opført på stedet til afstraffelse af tiggere og straffede personer. De anbragte personer blev kaldt fabriksarbejdere og beskæftigede sig med mange slags håndværk. Samtidig blev den særlige kommission ophævet, og anstalten blev underlagt Fattigvæsenets bestyrelse.

I 1859 blev der oprettet husvildeboliger på grunden, og omkring 1870 blev Fattiggården opført. Den havde afdelinger for husvilde og for kvinder (fabriksarbejdere, sygestue, mødreafdeling, tvangs- og lemmeafdeling). Lemmeafdelingen og en optagelsesanstalt for drenge, oprettet i 1875, var egentlig filialer af Almindelig hospital. Ved Sankt Johannesstiftelsens åbning i 1885 lukkede lemmeafdelingen og optagelsesanstalten for drenge.

Selve Ladegården omfattede omkring 1870 en arbejdsanstalt (ca. 770 fabriksarbejdere), en sygeafdeling (ca. 46 patienter) og en tvangsafdeling for mænd.

Den 1. april 1908 blev Ladegården nedlagt og erstattet af Sundholm.
Se artiklen om indsatte på Ladegården i 1800-tallets København: Birgitte Vedel-Larsen: "De forvildede, usædelige og i højeste Grad fordærvede Mennesker". Artikel i Historiske meddelelser 2003