Alsgades Skole blev oprettet 1921. Den 21. april 1943 blev skolen beslaglagt af den tyske besættelsesmagt. En del af eleverne blev flyttet til Ny Carlsberg Vejens Skole indtil den 29. august 1943, hvor også denne skole blev beslaglagt. Den 4. maj forlod Værnemagten skolen. Fra den 5. maj til den 19. maj 1945 blev skolen overtaget af frihedskæmpere, og fra den 7. maj benyttede også engelske styrker skolen. Fra den 20. maj 1945 blev skolen brugt som fængsel.
Skoleforeningen var landets ældste. Den bestod af forældre, der ydede et aktivt frivilligt arbejde for skolens elever. I øvrigt benyttede skolen IT i undervisningen allerede fra 1975.
I 2004 blev Alsgades Skole og Ny Carlsberg Vejens Skole, der lå i samme bygningskompleks, nedlagt. I stedet åbnede Vesterbro Ny Skole i bygningerne.