Kirkelig Forening for Indre Mission i København blev stiftet 1865. Siden 1882 har foreningen haft til huse i missionshuset Bethesda i København. I 1963 skete en sammenslutning af foreningen og Landmissionen under navnet Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark. I den forbindelse tog Indre Mission i København navneforandring til Københavns Indre Mission.