ktk-Servicebutikker A/S blev dannet i 1971 med vedtægter fra 1. april samme år. Firmaets formål var at drive og betjene service-butikker i det storkøbenhavnske område. Som en væsentlig del af ktk-koncernen, trådte firmaet i likvidation i marts 1980. Tilsyneladende omfattede firmaet alle servicebutikkerne i modsætning til A/S Københavns Telefonkiosker som oprindeligt omfattede de fritliggende salgssteder. Hvordan den indbyrdes fordeling af salgsstederne imellem de to firmaer har været er et uafklaret spørgsmål.
Administrationen af ktk-Servicebutikker var 15. marts 1977 opdelt i fire afdelinger: - Ledelse og planlægningsafdelingen, som fandt nye, egnede steder til kiosker og tog sig af vedligeholdelsen af de eksisterende. En ændret administrations-politik i midten af 70erne medførte i øvrigt, at man i modsætning til tidligere, hvor hvert salgssted havde haft en bestyrerinde, i stedet gik over til at bortforpagte salgsstederne. - Driftsafdelingen, som havde at gøre med alt vedrørende den daglige drift af salgsstederne, herunder vagtfordeling og lignende. - Vareafdelingen, som forestod indkøb af de varer, der forhandles af ktk, varekørsel og drift af centrallageret. - Regnskabsafdelingen, som udarbejdede kioskregnskaber, fakturerede varerne fra centrallageret og førte bogholderiet i øvrigt.