Brønshøj Kirkegård stammer fra det 12. århundrede og omkranser Københavns ældste bygning Brønshøj Kirke. Som den eneste af de københavnske kirkegårde har Brønshøj et stærkt præg af landsbykirkegård.
I ældre tid havde hver af sognets landsbyer deres egne, særlige områder på kirkegården, som oprindeligt kun dækkede arealet lige nord og syd for kirken. Siden er kirkegården blevet udvidet flere gange i takt med befolkningstilvæksten i området.
Kirken dækkede oprindeligt et større sogn end den gør i dag. Sognene i Husum, Husumvold og Tingbjerg er alle udskilt fra det sogneområde, som Brønshøj kirke oprindeligt administrerede.