Renovationsvæsen

Forordningen fra marts 1661 pålagde hvert hus en afgift på 6 skilling halvårligt til en generalrenovationsdirektør, som skulle sørge for renovationen. Fragtvogne og torvebønders vogne blev pålagt en afgift. Der skulle betales for hvert læs fra møddinger. Husafgiften blev samme år forhøjet. Affald skulle udføres fra husene to gange om ugen på kærrer, der gav lyd og advarsel i gaderne. Renovationsdirektøren skulle holde alle gader i København rene, undtagen i Nyboder.

I 1663 blev det indført, at der skulle være en underfoged i hvert kvarter, der kunne indkræve renovationspengene. Portskilling af hver vogn, der kom ind ad portene, blev indført i 1664. Disse penge skulle finansiere renovationen, der blev udført af vognmænd. Magistraten hjalp til med at indkræve pengene. Magistraten fik pengene fra Vesterport og skulle til gengæld sørge for renovationen af nogle offentlige pladser, og renovationsdirektøren fik pengene fra Øster- og Nørreport og sørge for renovationen af de andre offentlige pladser.

Fra 1680 skulle portpengene gå til magistraten, som sørgede for renovation, og kæmneren skulle holde regnskab. Gadefogeder skulle tidligt om morgenen med en skralde minde gadernes beboere om, at det var på tide at få fjernet affald. Skralden gik snart i arv til kørekarlene på renovationsvognene.

I 1683 overtog politimesteren renovationen. Natmændene tog sig af tømning af latriner og fjernelse af ådsler. Magistraten skulle fra 1702 foretage ligningen af renovationsskat på samme måde som lygte- og sprøjtepenge. Pengene skulle indbetales til stadskonduktøren, som stod for kassen, og det var stadskonduktøren, der aflagde regnskab overfor politiet.

I 1727 blev overinspektionen overdraget til magistraten, mens politimesteren stadig skulle føre tilsynet. Renovationskassens beholdning blev udleveret til magistraten fra politi- og kommercekollegiet. Der blev ansat en gadeinspektør og seks gadefogeder, hvor der før havde været to. En af de 32 mænd, eller andre gode mænd måtte magistraten overlade det til at administrere kassen.

I 1735 satte politimesteren det arrangement igennem, at vognmændene skulle fjerne gaderenovationen mod betaling pr. læs. Så længe affaldet kunne aflæsses inden for byens volde, blandt andet i gravene på Amalienborg, stod renovationskassen sig godt, men da man fra 1758 skulle føre gaderenovationen til Enghaven, steg udgifterne betydeligt. Det lille vognmandslaug, sandagerne, stod for natterenovationen, og det stod skidt til. Latrinen havnede ofte i rendestenene.

I 1764 blev der antaget offentlige gadefejere, og der blev indgået aftale med det store vognmandslaug. Renovationskassen gav tilskud til en renovationsgård på Vesterbro, hvor vognmændene holdt 50 heste og vogne. Der blev også indført, at hver husejer skulle betale fejepenge.

I 1765 købte renovationskassen renovationsgården og natterenovationen blev også omordnet. Medlemmer af det lille vognmandslaug holdt et kontor, hvor husejere kunne henvende sig, hvis de ville have fjernet latrin. Aflæsningen skete bag Vor Frelsers kirke. Renovationskassen blev bestyret af rodemestrenes oldermand og to af staden 32 mænd. Kassens indtægter bestod af port- og passagepenge og fejepenge.

Reformerne fra 1765 kunne dog ikke betale sig, så Struensees magistrat sørgede for, at man vendte tilbage til den gamle ordning, hvor hver husejer skulle sørge for sit fortov. Gadefejerne og fejepengene blev derfor afskaffet. Vognmandslauget stod for renovationen af de offentlige pladser.

Efter Struensees fald blev det ændret igen. Renovationsgården blev solgt, og der blev ansat 15 lønnede gadefogeder. I 1777 overtog politimesteren igen overopsynet fra magistraten. Fra 1786 havde direktionen over renovationsvæsenets eksekution overopsynet, men direktionen blev ophævet i 1795 og alle sager vedrørende renovationsvæsen skulle herefter dømmes i politiretten.

Fra 1801 hørte renovation under magistratens 2. hovedfag og fra 1814 skulle magistraten have overbestyrelsen, som økonomikommissionen ellers havde stået for. Renovationen hørte indtil 1858 under magistratens 2. sekretariat, derefter under 4. afdeling.

I 1778 foretog fire fra magistraten og fem af stadens 2 mænd ligningen til renovationsskatten. I 1812 blev skatterne forenklet og fra 1813 blev renovationsafgiften lignet på grundtaksten. Magistraten og de 32 mænd skulle sammen med de forvaltninger, der bestyrede indtægterne, en gang om året tage stilling til, om borgerne kunne bære påligningen.

I 1814 blev der indrettet en hovedkasse for staden, hvor både kæmnerkassens og de særlige autoriteters indtægter skulle gå ind. Herefter skulle kæmneriet udstede alle skattebilletter.

Regelgrundlag for Renovationsvæsen:
Forordning af 12.marts 1661
Forordningen af 21. maj 1680 om gaders renovation og brolægning
Reskript af 14. marts 1702
Reskript af 30. juni 1727
Reskript af 4. aug. 1727
Kongelig resolution af 10. oktober 1765
Forordning af 7. maj 1777
Forordning af 26. jan. 1795
Reskript af 14.aug. 1801
Reskript af 21. april 1812
Kongelig resolution af 28. april 1814
Reskript af 31. maj 1814