I vinteren 1814-15 fik blikkenslagermester Irgens bevilling til at anbringe en gadelygte uden for sin ejendom i Købmagergade, og derefter blev han ved med at lave små gasapparater til belysning af enkelte bygninger. I 1819 fik en vestinder ved navn Mac Evoy tilladelse til at oplyse sin gård i Bredgade med gas på betingelse af, at han også oplyste Amalienborg og bygningerne der omkring. Men gasrørene blev utætte og Mac Evoy blev træt af omkostningerne, så han forærede det hele til kongen, som gav det videre til Blindeinstituttet.
I 1824 modtog Kancelliet et forslag fra skotten William Elliot om gasbelysning af hele København. Kancelliet sendte forslaget videre til magistraten, og magistraten og de 32 mænd besluttede at nedsætte en kommission til at bedømme forslaget. Ved kongelig resolution blev kommissionen nedsat. En repræsentant for Kommissionen rejste til London for at lære gasbelysning at kende.
I 1825 blev en kontrakt med The United General Gas Company underskrevet, men selskabet bad sig hurtigt efter fritaget for at opfylde kontrakten, og kongen bemyndigede Kommissionen til at sætte betingelserne for at selskabet kunne løses fra deres forpligtelser.
Regelgrundlag for Kommissionen af 24. december 1824 angående gasbelysningens indførelse i København:
Kongelig resolution af 24. december 1824
Kongelig resolution af 8. maj 1825
