Rikko A/S blev stiftet omkring år 1900, blev første gang registreret 31.oktober 1918 (aktieselskabsregisternummer 578) og modtog 31. maj 1932 industrinæringsbrev. Med tiden opslugte Rikko A/S fire mindre selskaber: aktieselskabet Aage Boesgaards Maskinfabrik (aktieselskabsregisternummer 580), aktieselskabet Dansk Pumpefabrik (aktieselskabsregisternummer 579), Rich. Madsen og Co, og Staal og Maskinforretningen Archimedes.
Rikko A/S havde hovedsæde i Peder Skramsgade 17 og 17a, som gennem en årrække var ejet af selskabet og blev i mange år ledet af Aage Boesgaard. Efter hans død overtog sønnen Palle Boesgaard. Selskabet blev i starten af 1980erne overtaget af Michael Kornerup, som drev Rikko A/S frem til det gik i betalingsstandsning 1989.
Selskabet producerede oprindeligt maskiner og dele til industrien, for eksempel metalpakninger, transmissioner, vandudladere, reduktionsventiler, snavssamlere, kompressorer og pumper, men blev med tiden et rent handels- og ingeniørfirma.
Rikko A/S havde en række licenser på varer til industrien, F.eks: Affedtningsmiddel, isoleringsmateriale, , maling, kuglelejer, pumper, pumpetilbehør, remsamlemaskiner, remskiver, reduktionsventiler, ildfast cement, ildfast mørtel, spændbånd, damp/radiatorventiler, skruetaljer, hejsespil, dunkrafte, dampmålere, vandmålere, støbeforme, smøremidler osv.
Firmaet fungerede som kontor for de amerikanske selskaber Keystone Refractories Co. og Keystone Lubricating Co`s europæiske aktiviteter og førte korrespondance med en lang række europæiske firmaer, blandt andet Chemieprodukte G.m.b.H., Fritz Stoz og Maschinenfabrik Spandau.
2. verdenskrig medførte indskrænkninger i firmaets internationale aktiviteter. Samarbejdet med Keystone Refractories Co. og Keystone Lubricating Co blev afbrudt, selskabets hollandske samarbejdspartner måtte flygte til Brasilien, og det øvrige europæiske samarbejde blev vanskeliggjort af krig og besættelse.
Nedbrydningen af den europæiske infrastruktur under 2.verdenskrig prægede den umiddelbare efterkrigstid. Fødevaremanglen lagde beslag på den oversøiske transportkapacitet og satte sammen med handelsrestriktioner og valutamangel snævre grænser for firmaets importmuligheder. Genopbygningsprocessen gik dog forholdsvis hurtigt, og selskabet trivedes frem til slutningen af 1970erne, hvor aktiviteterne indskrænkedes. Frem til betalingsstandsningen i 1989 levede det en hensygnende tilværelse.
