Fonden blev stiftet 3/2 1899 af nogle buntmagersvende under navnet Bundtmagernes Byggefonds Stiftelse. Formålet var at samle midler til at købe en ejendom, så fagets gamle kunne få en fribolig. 1924 købtes ejendommen Worsaaesvej 3, matr.nr. 18 ep Frederiksberg. Den viste sig ikke at være egnet til formålet og blev derfor solgt i 1937. I stedet købtes en ejendom Ålekistevej 49 A, B og C, matr.nr. 3079 Vanløse. Den indeholdt 18 2-værelses lejligheder og 1 5-værelses lejlighed. Før 1949 var der 7 friboliger i ejendommen.
I 1945 stiftedes Guldmærket, der havde til formål at skaffe flere friboliger til Stiftelsen, og i 1949 lykkedes det at bortgive endnu en fribolig til Stiftelsen, der således kom op på 8 friboliger.