Foreningen blev stiftet 22.1.1940 af en kreds af sønderjyder i København og blev nedlagt 31.1.2010.
Medlemmerne var dansk-sindede personer og deres børn over 18 år, der boede København eller omegn og var født i Sønderjylland, samt personer der havde tilbragt deres barndom i Sønderjylland. Den første formand var faktor Otto Wehnert.
Foreningens formål var at overføre den særegne sønderjyske stemning og sammenhold, som de kendte den fra de hjemlige fælles kaffeborde, og at samle i København boende sønderjyder til foredrag, oplæsning, film og anden opdragende og kunstnerisk underholdning. Foreningen hjalp og støttede de unge, der kom til hovedstaden, både moralsk og mere håndgribeligt i form af hjælp til legater, leje af værelser, arbejde m.m. Foreningen havde en studiekreds, der behandlede sydslesvigske spørgsmål, en dramatisk studieklub og et sangkor. Der blev desuden afholdt forskellige arrangementer så som forfatteraftener og amatørteaterforestillinger.
Foreningen oprettede i 1942 Sønderjydens Fond, hvis midler skulle gå til kulturelle og nationale formål i hjemstavnen og administrerede William og Thea Boysens legat, der blev stiftet 1970 og uddeltes en gang årligt efter ansøgning til en eller to unge sønderjyder, der fortsat var under uddannelse.
Fonden blev nedlagt 31.12.2009, og legatet blev nedlagt 1.1.2013.
Foreningen udgav foreningsbladet Sønderjydens Blad, var tilsluttet Dansk Hjemstavns Samvirke og støttede danskheden i Sønderjylland.