Hjælpekassen for København

Københavns Kommunes Hjælpekasse. Bernstorffsgade 17, V.

Understøttelse af fattige udenfor det almindelige kommunale fattigvæsen blev for andre kommuner end København lovhjemlet ved lov af 8. marts 1856. De frie fattigkassers indtægter var fra begyndelsen først og fremmest de gaver, der indkom i kirkernes bøsser, tavler og blokke.
Uenighed mellem Sjællands biskop, Københavns borgerrepræsentation og Københavns gejstlige konvent om afskaffelsen af disse bøsser, tavler og blokke var - i hvert fald den ydre - årsag til, at denne lov ikke fik gyldighed for København. Stiftelsen af adskillige velgørende foreninger skulle i stedet opfylde ønsket om at kunne hjælpe de fattige udenfor det offentlige fattigvæsen.

I 1860’erne blev der oprettet understøttelsesforeninger for hvert sogn, og de sluttede sig i 1874 sammen til Københavns Understøttelsesforening. Københavns Understøttelsesforeningens formål var helt ligesom de frie fattigkassers, nemlig at hjælpe de trængende til at overleve uden at behøve at ty til det offentlige fattigvæsen. Et samarbejde med fattigvæsenet blev derfor samtidig indført.

De frie fattigkassers indtægter var i stigende omfang blevet tilskud fra kommunekasserne, og i 1904 blev der ved lov åbnet mulighed for delvis statsrefusion af de tilskud kommunerne ydede til de frie fattigkasser. Da København ikke havde nogen fri fattigkasse, og kommunen heller ikke havde i sinde at oprette en, blev det bestemt loven, at her kunde kommunale tilskud til velgørende foreninger, der havde formål, som de frie fattigkassers, træde i stedet for tilskud til disse.

Med Københavns Understøttelsesforening, som kommunen allerede flere gange havde betroet uddelingen af understøttelse til byens fattige, blev truffet en ordning, hvorefter denne forening skulle uddele kommunens årlige bidrag til de trængende udenfor det offentlige fattigvæsen. Dette samarbejde førte til, at der blev dannet en kommunal afdeling indenfor Københavns Understøttelsesforening og ophørte først ved oprettelsen af Hjælpekassen for København den 1. april 1921.

De frie fattigkasser var ved lov blevet omdannet til hjælpekasser i 1907, men hverken denne lov eller bestemmelserne i hjælpekasselovene fra 1909 og 1913 medførte nogen ændring af forholdet i København. Der var flere gange fra forskellige sider fremsat ønske om oprettelse af en kommunal hjælpekasse i København, men først i 1921 blev det bestemt ved lov, at der skulle oprettes en hjælpekasse for Københavns Kommune ligesom dem, der var i landets øvrige kommuner.

Hjælpekassens opgave var midlertidigt at støtte værdige trængende i deres bestræbelser for at ernære sig uden hjælp fra fattigvæsenet. Udelukket fra hjælp var: personer som ikke havde fast ophold i kommunen, aldersrentenydere og personer som fik eller i de sidste tre måneder havde fået fattigunderstøttelse, det vil sige sådan offentlig hjælp, som havde haft fattighjælps virkning for pågældende.

Fattighjælps virkning var tab af visse borgerlige rettigheder som for eksempel stemmeret. De borgerlige rettigheder kunne vindes tilbage ved enten at tilbagebetale fattighjælpen, eller at man ikke havde modtaget fattighjælp i fem år. Modtagelse af hjælpekassehjælp til et beløb af mindst 15 kroner, betød også at pågældendes erhvervelse af forsørgelsesret i opholdskommunen blev udskudt i tre måneder.

Enkebørnsunderstøttelse bortfaldt, når moderen (undtagen ved sygdom hos hende eller børnene) modtog hjælp fra hjælpekassen. Hjælpekassen måtte ikke påtage sig udgifter til trængende, hvis kommunen kunne tage sig af udgifterne uden fattighjælps virkning for modtageren.

Den, der fik hjælp ifølge lov om Arbejdsanvisning og Arbejdsløshedsforsikring m. m. fra 1932, kunne ikke samtidig få hjælp efter hjælpekasseloven, dog med undtagelser i særlige tilfælde, såsom store forsørger pligter eller langvarig sygdom. Arbejdsløse, der fik hjælp ifølge lov om midlertidigt Statstilskud til Kommunerne i Anledning af Hjælp til arbejdsløse (gyldig indtil 1. maj 1933) kunne under samme forudsætninger kun i særlige tilfælde ydes hjælp af hjælpekassen. I øvrigt blev understøttelsen ydet efter skøn i hvert enkelt tilfælde.

Hjælpekassens indtægter bestod af bøder og lignende samt af tilskud fra kommunekassen. Dette tilskud var kommunen berettiget til at få erstattet med en andel af en pulje på 250.000 kroner, som var udregnet efter kommunebidraget. Dette beløb blev årligt stillet til kommunernes rådighed af statskassen. Statstilskudet var ved midlertidige love blevet forhøjet i en årrække.

Hjælpekassen, som var en selvstændig kommunal institution, blev ledet af en bestyrelse, som blev valgt efter samme regler som borgerrepræsentanter. Antallet af bestyrelsesmedlemmer blev fastsat af kommunalbestyrelsen og lå omkring 21.

Ved hjælpekassevalget 12. marts 1929, blev der afgivet 181.509 stemmer. Socialdemokratiet fik 115.090 stemmer (14 mandater), Radikale Venstre 13.269 stemmer (1 mandat), Borgerlig Fællesgruppe 49.908 stemmer (6 mandater), Liberale Venstre 2094 stemmer og Kommunistisk Parti 1148. Der var anmeldt listeforbund mellem Borgerlige Fællesgruppe og Liberale Venstre.

Det var aftalt med Københavns magistrat, at forsørgelsesvæsenets lokaldistrikter på hjælpekassens vegne undersøgte de indkomne anmodninger om hjælp. Udover de opgaver, som hjælpekassen blev pålagt ved de nævnte love, havde hjælpekassen fået overdraget andre opgaver, som for eksempel understøttelse af sikringsstyrkens familier, af arbejdsløse, af nødstedte erhvervsdrivende, uddeling af dyrtidshjælp med mere.

Hjælpekassen for København blev nedlagt i 1933 og dens opgaver overgik til Forsørgelsesvæsenet.

Regelgrundlag for Hjælpekassen for København:
Lov af 8. marts 1856 om Tilvejebringelse af Midler til fri Fattigunderstøttelse og om disse Midlers Bestyrelse
Lov nr. 59 af 29. marts 1904
Lov nr. 125 af 4. maj 1907
Lov nr. 46 af 26. marts 1909
Lov nr. 101 af 29. april 1913
Lov nr. 69 af 11. februar 1921
Lov nr. 179 af 23. juni 1932 om Arbejdsanvisning og Arbejdsløshedsforsikring m. m.
Lov nr. 181 af 23. juni 1932 om midlertidigt Statstilskud til Kommunerne i Anledning af Hjælp til arbejdsløse