Center for Veje blev (lige som de to andre driftscentre i forvaltningen) dannet ved en fusion mellem bestiller- og udførerorganisationerne i henholdsvis det gamle Vej og Park og Kommune Teknik København (KTK). Centerets kerneopgaver var således at passe på kommunens veje. Det var Center for Veje, som forvaltede kommunens vejkapital og som skulle sørge for at tilrettelægge vedligeholdelsen, så kommunens borgere fik mest muligt for pengene.
Center for Veje fik ansvar for
- at føre tilsyn med, vedligeholde og forny bolværker og broer samt kørebaner, cykelstier, fortove og pladser på de offentlige veje
- at føre tilsyn med vedligeholdelsen af private veje
- gadebelysningen og vintertjenesten på de offentlige veje
- at føre tilsyn med og give tilladelse til gravninger i vej og til opstilling af containere, skurvogne og lignende på vejareal
- at give tilladelser til arrangementer, filmoptagelser, udeserveringer, vareudstillinger, stadepladser og lignende
- udleje bygninger på vejareal
- at opsætte og vedligeholde skilte og andet byudstyr, og centerets vognmand forestod kørsel med materialer og entreprenørmaskiner, containere, vasketøj og lignende
Flere af forvaltningens andre centre har også deres væsentligste opgave på vejene. Det er således Center for Trafik, som har ansvaret for afviklingen af trafikken og som arbejder med at påvirke trafikanternes valg af transportmiddel, mens Center for Anlæg og Udbud projekterer nye veje og omlægninger af de eksisterende veje i kommunen. Center for Renhold holder vejene rene, og Center for Park og Natur tager sig af vejtræerne og de grønne rabatter.
Center for Veje blev sammenlagt med Center for Trafik den 1. januar 2011