Københavns politidirektør varetog stillingen som luftsværnschef frem til september 1944, derefter af overborgmesteren. I 1944/45 blev et administrationskontor oprettet i Tordenskjoldsgade 27. I 1950 ændrede kontoret navn til Civilforsvaret for Storkøbenhavn.
Beredskab Storkøbenhavn (1950-1994 Det Storkøbenhavnske Civilforsvarsområde) var en fælleskommunal forvaltning underlagt Beredskabskommissionen. Beredskabet planlagde og koordinerede krise-/ krigsberedskab for indbyggerne i Storkøbenhavn. Beredskabet varetog sekretariatsfunktionen vedrørende alarm-centralen, administrerede og uddannede frivillige samt udgjorde et supplement til det daglige beredskab.
Den politiske ledelse var Beredskabskommissionen (1950-1994 Civilforsvarskommissionen) for Storkøbenhavn, der bestod af repræsentanter for Frederiksberg Kommune, Københavns Kommune, Foreningen af Kommuner i Københavns Amt, Københavns Politi og Københavns Amt. Som observatører deltog Roskilde Amt, Frederiksborg Amt, formanden for Beredskabs-udvalget og en repræsentant for de frivillige organisationer.
Som følge af den nye beredskabslov fra 2003 blev Beredskab Storkøbenhavn nedlagt med udgangen af 2004.