Stadsbygmesterens direktorat

I 1682 oprettede staten embedet som stadsbygmester i København. Efter embedet som stadskonduktør blev oprettet, blev en ny instruks for stadsbygmesteren udstedt. Stadsbygmesteren skulle fremover bistå som bygmester ved opførelse eller reparationer af kongelige bygninger udover at føre tilsyn med, at alle bygningsarbejder i staden blev udført i overensstemmelse med forskrifterne.
Han skulle føre tilsyn med samtlige offentlige bygninger i staden og påbyde nødvendige offentlige arbejder, som for eksempel anlæg af gader, slamkister, havne og andre offentlige anlæg. Stadsbygmesteren skulle også kontrollere håndværkeres mesterstykke, før de trådte ind i lavene og derudover hjælpe private med råd og dåd.

Stadsbygmesteren blev oprindelig udnævnt af kongen, en ordning der bestod også i den første bygningslov fra 1856. I bygningsloven af 1871 stod der, at stadsbygmesteren skulle »vælges og afskediges af Københavns borgerrepræsentantskab efter indstilling af den samlede magistrat og med forbehold af kongens samtykke«.

Under de tidligere københavnske bygningslove var bygningskommissionen den umiddelbare bygningsmyndighed, men stadsbygmesteren og bygningsinspektørerne havde til vis grad bemyndigelse til at afgøre konkrete spørgsmål mest af konstruktionsmæssig art. Denne bemyndigelse blev efterhånden udvidet af bygningskommissionen, så stadsbygmesteren afgjorde sager for hele det mindre byggeri, villabebyggelse og lignende.

I 1901 blev en arkitekt, som fra 1932 fik titlen vicestadsbygmester, ansat til at hjælpe stadsbygmesteren. I 1909 blev der under bygningskommissionen oprettet en særlig ingeniørafdeling, som fungerede uformelt indtil 1916, hvor den fik vedtægtsmæssig anerkendelse.

Bygningsinspektoraterne blev ledet af bygningsinspektører, som tog sig af det umiddelbare bygningstilsyn.

Ved bygningskommissionens oprettelse i 1856 blev byen inddelt i tre distrikter. Efterhånden blev antallet af distrikter forøget, blandt andet på grund af indlemmelserne i 1901 og 1902, så der i 1926 var 12 bygningsdistrikter.
I 1931 vedtog kommunalbestyrelsen en omordning af bygningsdistrikternes organisation, som betød at de 12 distrikter blev erstattet af fire bygningsinspektorater. Kontorerne, som havde været samlet i Trommesalen 7, blev flyttet ud til et centralt beliggende sted i hvert distrikt.

Ved byggeloven af 29. marts 1939 for staden København, som trådte i kraft 1. januar 1940, blev stadsbygmesterembedet en ren kommunal institution, som hørte under magistratens 4. afdeling.

Magistraten var den almindelige bygningsmyndighed, og stadsbygmesterens direktorat skulle hjælpe magistraten med behandling af byggesager både med den almindelige bygningsmæssige og den specielle bygningstekniske bedømmelse. Direktoratet skulle også tilrettelægge sager, som bygningskommissionen skulle tage stilling til.

Stadsbygmesterens direktorat skulle enten direkte eller gennem bygningsinspektørerne føre tilsyn med, at byggearbejder blev udført i overensstemmelse med magistratens tilladelse. Direktoratet skulle også holde øje med at byggelovens bestemmelser blev overholdt, og at bestående ejendomme blev vedligeholdt.

Stadsbygmesterens direktorat bestod af en arkitektafdeling, en ingeniørafdeling og fire bygningsinspektorater. Arkitektafdelingen behandlede alle egentlige byggesager og spørgsmål vedrørende anvendelsen af nye materialer og konstruktioner.

Ingeniørafdelingen deltog i behandlingen af alle byggesager, hvor der var konstruktioner, der var baseret på statiske beregninger. Afdelingen medvirkede ved afgørelsen af spørgsmål angående anvendelsen af nye materialer og konstruktioner og førte tilsyn med udførelsen af særlige konstruktioner af jernbeton, jern, træ og andre materialer.

I 1978 blev stadsbygmesterens direktorat flyttet til Bygge- og Boligdirektoratet, byggesagsafdelingen, og antallet af bygningsinspektorater blev halveret.