Lundehusskolen blev oprettet i 1979 ved en sammenlægning af Emdrup og Emdrupborg Skoler.
Emdrup Skole blev oprettet 1940, som filial til Grundtvigsskolen. I 1942 blev den selvstændig. Den 29. marts 1945 blev skolen beslaglagt af den tyske besættelsesmagt, der benyttede den til at huse tyske flygtninge. Skolen blev atter rømmet den 28. august 1945.
Emdrupborg Skole åbnede i august 1949 fordi skoledirektionen i København i 1947 besluttede at oprette en kommunal forsøgsskole. Skolen havde 1949 13 klasser fordelt på 1. til 5. klassetrin. Trods forsøgsstatus blev skolen underlagt samme vilkår som andre københavnske skoler og den skulle fungere som almindelig distriktsskole.
I 1965 opsagde staten lejemålet af skolens lokaler og Emdrupborg Skole flyttede ind i Emdrup Skoles lokaler. Se videre under Emdrupborg Skole.