I 1704 blev stillingen som brandmajor i København oprettet af kongen. Byen havde allerede siden 1685 haft en branddirektør. Med den kongelige udnævnelse i 1704 fik branddirektøren titlen 'brandmajor'.
Brandmajoren var chef for brandkorpset. Han var ansvarlig for korpsets officerer og skulle bl.a. føre en journal over byens brande. Desuden havde han til opgave at træne mandskabet samt skaffe og vedligeholde diverse redskaber til bekæmpelse af ildebrand. Brandmajoren havde endvidere ansvar for tilsynet med alle pumper og brønde i København (både private og offentlige).
I 1749 blev det bestemt, at brandmajoren altid skulle have mindst 24 assistenter eller 'sprøjtemestre'. De skulle i nødsfald kunne betjene sprøjterne. Sprøjtemestrene blev også kaldt 'de sorte brandfolk', da de var iført sorte kitler.
I 1799 blev antallet af sprøjtemestrene sat op til 44. I 1800 formulerede kongen nye pligter for brandmajoren. Således skulle han primært følge forordningen af 19. juli 1799 samt udføre sine foresattes og kongens brandrelaterede befalinger. Desuden skulle han forhindre ildebrand, dæmpe begyndende ildebrand og frelse menneskeliv og redde deres ejendele.
I 1805 blev der foruden brandmajoren også ansat en vicebrandmajor. De to stillinger blev også kaldt første og anden direktør. Begge mænd skulle bo i byens centrum. Ud over brandmajoren og vicebrandmajoren skulle der ansættes 2 meddirektører, 12 kaptajner, 12 premierløjtnanter og 24 sekondløjtnanter.
Københavns daværende 12 kvarterer deltes i 6 distrikter. I 1812 talte man forstæderne med som 7. distrikt. I hvert af distrikterne var der 2 kaptajner, 2 premierløjtnanter og 4 sekondløjtnanter. Kaptajnernes bopæl i distriktet skulle have et skilt over døren eller porten, så borgerne let kunne finde dem.
I 1818 blev antallet af kaptajner nedsat til 7, og antallet af sekondløjtnanter forhøjet til 28. Antallet af brandsvende i alt var 3.126. Lagde man det til de andre personalegrupper, kom brandkorpset op på i alt 4000 mand.
I 1840 var der ca. 40 større, offentlige brandsprøjter i byen. Ved hver sprøjte var der ansat 48 brandsvende. Mandskabet fik kun løn, hver gang de deltog i øvelser eller i brandslukningen.
Med en lov i 1868 blev det fastlagt, at Københavns brandvæsen ikke længere skulle være kongeligt udnævnt, men kommunalt. Loven fik virkning fra 1870. I 1870 bortfaldt embedet som brandmajor derfor.
Regelgrundlag for Brandmajoren:
Kongeligt reskript af 15. januar 1704
Brandforordning af 9. maj 1749
Forordning af 19. juli 1799
Reglement af 29. august 1800
Brandforordning af 1. november 1805
Kancelliskrivelse af 15. juli 1809 (Rigsarkivet)
Reglement for Københavns brandkorps af 1. maj 1818
Lov af 15. maj 1868
Københavns Borgerrepræsentation 20. juli 1868.
