I 1893 blev Kommissionen ang. Statstilsyn med Børneopdragelsen nedsat. Dens opgave var at overveje om og hvordan et statstilsyn med den opvoksende slægts opdragelse skulle foregå.
I børneloven af 1905 blev tanken om en dagarbejdsskole yderligere konkretiseret. Det fremgik heraf, at en af de repressalier, som værgerådene kunne benytte sig af, var at henvise utilpassede børn fra ordentlige hjem til en skole, hvor eleverne skulle opholde sig hele dagen, indtil forældrene kom hjem og kunne overtage kontrollen med deres færden.
Den første dagarbejdsskole blev i forlængelse af dette arbejde oprettet i Prinsessegade 7, Christianshavn, pr. 1. april 1909.
Efter opfordring fra Københavns Værgerådsforening blev spørgsmålet om oprettelse af flere dagarbejdsskoler diskuteret i Skoledirektionen og Borgerrepræsentationen i 1914. Resultatet blev oprettelsen af dagarbejdsskolen på Nørrefælled (Fensmarksagdes Skole), hvortil der pr. 16. august 1915 blev overflyttet 20 drenge fra Dagarbejdsskolen på Christianshavn.
Dagarbejdsskolen på Christianshavn blev nedlagt pr. 1. august 1925, og eleverne blev d. 16. august 1925 overført til Dagarbejdsskolen på Nørrefælled.
Desværre er der ikke bevaret meget af dagarbejdsskolens administrative arkiv, men mange elevsager. Det er derfor muligt at få et godt billede af, hvem der blev henvist til skolen og hvorfor, ligesom man også gennem elevsagerne får et godt indtryk af forholdene og disciplinen på skolen.