Peder Christian Damborg blev født 30. maj 1801 i København. Han rejste som 16-årig udenlands og arbejdede som forgylder. Han aflagde i 1824 prøver for Kunstakademiet i København. I 1825 udnævntes han til hofforgylder og fik overdraget alt forgylderarbejde til Christiansborg.
Han havde flere tillidshverv, blandt andet var han inspektør ved den Reiersenske tegneskole, medlem af Haandværkerforeningens bestyrelse og formand for forevisningsudvalget i Industriforeningen. Han var ansat som forsørgelsesforstander i 9. hoveddistrikts 3. forstanderskab i 28 år.
P.C. Damborg var 1851-1865 medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Han døde 31. december 1865 i København.