Metropolitanskolen var en offentlig lærd skole i København. Den blev oprettet af Sjællands biskop som skole ved domkapitlet ved Vor Frue kirke, som blev oprettet i 1209. Derfor har den også heddet Vor Frue latinske Skole.
Skolen stod fra meget gammel tid under tilsyn af Københavns magistrat. Et magistratsmedlem var skolens forstander og førte regnskab over stipendierne. Den øvrige forvaltning stod Sjællands biskop for. Skolens rektor skulde være lector musicus ved Universitetet og sammen med en hører (en underlærer) lede korsangen ved Vor Frue kirke.
I 1699 blev det fastsat, at skolen skulle stå under biskoppens direktion alene, men at han til regnskabernes ´ekspedition og klarering´ skulle bruge visse sognepræster og medlemmer af magistraten. Reskript af 5. februar 1740 understregede yderligere, at magistraten sammen med biskoppen førte direktionen over skolens kapitaler og indtægter, og at regnskabet, forfattet af en borgmester, skulde revideres og decideres af magistraten.
Fra 1798 skulle regnskabet decideres af Kommissionen for universitetet og de lærde skoler. Fra 1801 blev det fastsat at kommissionen også skulle modtage regnskabet, lade det revidere samt decidere og kvittere det.
Skolebygningen på Frue plads, indviet 1816, er bygget af C. F. Hansen. Metropolitanskolen tog i 1938 Femmers Seminarium i Struenseegade 50 i brug og skolen på Frue plads overgik til universitetet.
I 1986 blev Metropolitanskolen et kommunalt gymnasium.
Der findes også arkivalier fra Metropolitanskolen hos Landsarkivet for Sjælland.
Regelgrundlag for Metropolitanskolen:
Reskript af 7. oktober 1699
Reskript af 5. februar 1740
Kancellipromemoria af 3. november 1798
Reglement af 2. oktober 1801