Samling af dokumenter og andet vedrørende Cirkusbygningen, Jernbanegade 8, Vestervold kvarter matr.nr. 274 (udskilt af matrikel 75 i 1899).
Cirkusbygningen blev opført i 1886 af dekorationstegner og arkitekt H.V. Brinkopff, med relieffer af billedhugger Frederik Hammeleff og åbnede som Nordens største varieté. Bygningen brændte i 1914 men blev genopført i 1915, dog uden tårn, af arkitekt Holger Jacaobsen og rådgivende ingeniør O. Cock-Clausen. I månederne maj til september blev bygningen brugt til cirkusforestillinger.
Den øvrige del af året blev bygningen anvendt til følgende:
1886/87-1911 til cirkusvarieté
1911-1913 Centralteatret (operette-, farce- og revyteater)
1913/14-1915/16 igen til cirkusvarieté
1917-1962 World Cinema (biograf)
Cirkusbygningen var først ejet af Cirkus-konsortiet, som bestod af de implicerede håndværkere, fordi tømmermester Fritz Petersen, der havde ladet bygningen opføre, gik fallit, da bygningen var halvt færdig. Senere var den ejet af A/S Cirkusetablissementet, fra 1926 I/S Cirkusetablissementet. Niels Hansen Nielsen var direktør for etablissementet 1910-1938, efter ham fulgte hans næstældste søn Tage Nielsen. Cirkusbygningen blev solgt til Anva 3. december 1962 til overtagelse 15. januar 1963.
Arkivet er afleveret af boet efter N.H. Nielsens yngste søn, meddirektør Erik Nielsen.