10. februar 1841 blev en forening dannet til at iværksætte uddeling af brændsel til trængende i hovedstaden. Der havde allerede i 1838 været en sådan brændselsforening, og medlemmerne var delvist de samme som dengang: fattigdirektør, Cancelliraad Fr. Feddersen, forsørgelsesforstanderne, tehandler T. Andresen, urtekræmmer J. C. Bondrop, grosserer P. Groot, hattemagermester B. Petersen, fabrikant T. J. Thønnesen, overauditørerne I. P. Holm og O. Müller, præsterne P. Glahn, J. Marckmann, A. Smith, postsekretær S. A. Bojesen, redaktør af Adresseavisen J. Jetsmark, licentiat L. Müller, urtekræmmer H. J. Nysted og A. de Saint-Aubain.
Der var følgende regler for virksomheden:
1) Understøttelse blev kun uddelt efter forudgående undersøgelse i ansøgerens hjem.
2) Almisselemmer under stadens fattigforsørgelse, personer, der havde fået brændsel af den kongelige gave eller det forenede Velgørenhedsselskab, Holmens folk og militære af landetaten kunne ikke få brændsel.
3) Alle trængende blev delt i to afdelinger: Dem, som man mente hørte til en bedre klasse, skulle have brændsel bragt en gang for alle i deres hjem. De lavest stillede skulle have uddelt portioner med passende mellemrum, som de selv skulle hente.
4) Al brændselshjælp blev ydet in natura.
5) Foreningen medvirkede også ved uddeling af tøj, sengetøj, uldstrømper og lignende, som de fik foræret.
5. april 1841 blev foreningen ophævet, men genopstod 25. februar 1844, også med 16 Medlemmer. Som i 1841 gav Fattigdirektionen foreningen et lokale i Opfostringshuset i St. Kongensgade. 1. april 1844 blev foreningen igen opløst.
Men kongen havde lovet overpræsidenten et bidrag til uddeling af brændsel, hvis en privat forening, som for eksempel Brændselsforeningen, var villig til at stå for uddelingen. Overpræsidenten henvendte sig på denne baggrund til Brændselsforeningen 10. februar 1845 og de trådte sammen igen.
Foreningen mente dog, at den kun burde arbejde i usædvanlig strenge vintre, dels for ikke at trætte den offentlige velgørenhed, dels for at de fattige ikke skulle vænne sig til at betragte en sådan forsyning med brænde som et sikkert gode. Da vinteren hidtil havde været mild, besluttede man foreløbig at se tiden an. Efter opfordringer fra flere sider i forbindelse med den stærkt tiltagende kulde besluttede man dog den 19. februar 1845 at gå i gang.
Den 1. maj sluttede foreningen sin virksomhed med at sende direktionen for Fattigvæsenet en tak for velvillig bistand og en indberetning om foreningens virksomhed. Samme beretning blev sendt til kongen, som havde understøttet Foreningen med 3000 rigsdaler.
