Da bygningsloven blev vedtaget den 17. marts 1856 overtog kommunen administrationen af byggesager. Før den tid havde byggesager hørt under statsligt nedsatte kommissioner.
Byggesagerne indeholder sager vedr. nedrevne bygninger og ikke udførte byggeprojekter. Byggesager 1834-1856 kan findes i Brandkommissionens arkiv. Byggesager tilbage til 1858 for stadigt eksisterende bygninger findes i kommunens byggesagsarkiv: Teknik- og Miljøforvaltningen, Byggesagsarkivet, Center for Byggeri, Njalsgade 13, st, 2300 København S.
Byggesagerne (ansøgninger med bilag og evt. korrespondance) er på et eller andet tidspunkt blevet samlet fra de forskellige instanser og ordnet efter matr.nr. Sager vedr. nedrevne bygninger og bygningsændringer, der ikke gennemførtes, blev frasorteret og i 1978 afleveret til Stadsarkivet. I slutningen af 1970erne ophørte frasorteringen delvis, således at kun sager vedr. totalt nedrevne bygninger findes i Stadsarkivet.
Som indgang til byggesagerne kan man bruge Bygge- og boligdirektoratet: Byggesagsjournal 1858-1947. Sagerne er ordnet efter kvarter og matrikelnummer og er bilag til bygningsansøgninger. De er umiddelbart tilgængelige.
Byggesagsjournalerne er ligesom byggesagerne henlagt efter kvarter og matrikelnummer.
Som oftest vil byggesagen ligge under det nyeste matrikelnummer. Det vil sige når flere mindre ejendomme blev revet ned for at give plads til et større bygningskompleks, vil sagerne fra de nedrevne bygninger ofte være at finde under den nye bygnings matrikelnummer. Matrikelnumrene kan du se på OIS - genvej til ejendomsdata.
Se også vurderinger af ejendomme. Her findes detaljerede beskrivelse af en række ejendomme, deres ruminddeling og indretning. Det er ikke muligt at finde vurderinger på alle ejendomme